| | |

Amazonas, del 1

Ikke den Monkey Island

Dag 1 – Monkey Island

Vi træder ud af den lille lufthavn. Luften er varm og fugtig. Det er rart i de første ti sekunder, men kort efter begynder sveden at løbe. Ved udgangen står en guide og venter på os. I modsætning til vores generelt sparsommelige måde at rejse på, med mere fokus på oplevelser end luksus, var disse dage et all inklusive ophold. Så vi blev hentet i lufthavnen og kørt ned til havnen ved den store Amazon-biflod Madre de Dios. Ud over os er der en famillie bestående af en træt mor og tre børn mellem otte og fjorten. Vores guide, Jesús, siger at han vil tage sig af os alle de fire dage. Ud over os seks er der i gruppen kun to mere som kommer lidt senere.

I havnen ligger en meget lang og smal flodbåd og venter på os. Her kunne nemt sidde 30 mennesker, vi er otte ombord. Bådføreren starter motoren, Jesús skubber fra, og vi stævner ud på Madre de Dios.

Efter en halv times tid lægger de til igen. En vakkelvorn trappe fører op fra floden, her i tørtiden er floden lavvandet, men i regntiden står vandet mere end fire meter højere, siger Jesús. Ved toppen af trappen ligger Paradise lodge. Her er græsplæne, eksotiske planter, fine træhytter, og pool. Det ser lovende ud.

Vi har nogle timer inden frokost til at indkvartere os. Myggestik fra tidligere klør stadig, mens luften summer af nye potentielle kilder til ubehag. Så snart vi er væk fra floden rammer varmen igen, så vi skynder os at få lagt vores bagage og afprøvet poolen.

Lenkas ben fik klø på Salkantay trail

Efter frokost skulle vi i båden igen, for at besøge Abeøen. Vi får valget at starte ud i kajak, alle otte vælger at prøve. Lenka og jeg kommer i vandet som de første. “Bare sejl ud på midten og så nedad med strømmen”. Okay.

Det går godt fremad. “Kajakken” er en flad ting af hård rød og gul PVC, den er ikke videre behagelig, men nem nok at sejle. Man bliver kun lidt våd i røven.

Vi ser noget underligt flyde i floden. Jeg joker at det måske er en krokodille. Lenka siger: “Sådan noget må du ikke sige”. Det ligner faktisk meget en krokodille. Det viser sig at være en klat grønbrunt skum. Vi fangede desværre ikke et billede der viser i hvor høj grad det lignede.

Vi sejler videre. Vi spekulerer på hvornår vi mon bliver samlet op. Vi finder en træstamme der flyder i floden. Kan man mon sejle på den? Jeg har godt nok stadig t-shirt på, men pyt, i den her varme går det nok. Min vægt tynger hele træstammen ned under vandet, men den bærer mig fint med overkroppen oppe. Det er ikke nemt at holde balancen, og de små pagajtag jeg får lavet giver ikke meget fremdrift. Kajakker fungerer bedre som kajakker end træstammer gør, hvem skulle have troet det?

Flodbåden dukker op. Den har samlet alle de andre op af vandet en af gangen, og er nu endelig nået ned til os, som havde sejlet længst. De får sig et godt grin over at se Lenka alene på kajakken, og mig 10-20 meter derfra på en træstamme der knap kan ses. Lenka bliver samlet op, og til sidst også jeg. Båden har slukket motoren, men driver alligevel hurtigere forbi end jeg kan manøvrere min stamme, så jeg hopper i og svømmer og når med nød og næppe at række spidsen af pagajen til Jesús som trækker mig ind.

Efter en kort videre sejlads splitter floden sig i to omkring Abeøen. Vi ser flere stationer langs floden hvor folk graver guld ved at suge flodslam op og binde guldstøvet i det sammen til større klumper ved hjælp af kviksølv. Stærkt forurenende, og teknisk set ulovligt, men guldprisen er høj, Peru er fattigt, og ingen stopper dem. Jeg hørte om guldgravning med kviksølv i Amazonas første gang da jeg læste “Spirillen” for mere end 30 år siden. Jeg havde ingen ide om at det stadig foregik så udbredt og åbenlyst.

Ulovlig guldgravning ved floden

Vi begiver os ind på Abeøen. Den heder sådan fordi her er blevet udsat en masse aber som er blevet reddet fra cirkus, gøgle og ulovlige kæledyr. Mange af aberne er derfor halv- eller hel-tamme og er vandte til at turister giver dem frugt, i modsætning til den rigtigt vilde fauna i resten af regnskoven. Øen er dækket af tropisk regnskov, vi kalder det jungle, men Jesús fortæller os at det teknisk set ikke er rigtigt. Jungle er en speciel slags skov, dette er Varzéa – skov der sæsonvis bliver oversvømmet. Man kan kende den på de her planter i underskoven, som ligner bananplanter, siger han: Hvis men ser dem er det et sikkert tegn på at dette sted er under vand i regntiden.

Fra et stort figentræ hænger nogle lianer som guider har hakket over ved roden. Vi får alle lov at lege Tarzan og svinge os i dem.

Sving, Lenka, sving!

Aberne på abeøen var ikke så nærgående som andre har beskrevet de kan være. De to vi så blev i træerne og var tilfredse med at gribe bananstykker vi kastede til dem, frem for at komme ned og tage dem selv.

På vejen tilbage spottede Jésus masser af andet dyreliv. Det meste småt. En skildpade fik vi alle lov at holde. Den virkede ikke helt tilfreds med det, men den kom ikke noget til.

Om aftenen var vi på sejltur i mørket for at kigge efter dyr der kommer frem ved nattetid. Som Lenka så fint skrev så vi “Krokodille-agtigt dyr” (caiman) og “den der buttede, rolige whatnot, som ikke kan blive spist af en pelikan” (capybara)

Dag 2 – Hængebroer og reservat

Den næste dag startede med et besøg i trætoppene, 40 til 45 meter over jorden. Mange etagers trapper førte os op i et massivt figentræ hvorfra der udgik en lang hængebro.

I kanapeen (som Lenka skriver) findes en rig flora og fauna inklusive kaktusser og giftige frøer. Mange både dyr og planter lever hele deres liv i dette lag, vandet af den hyppige regn.

Jesús fangede også lige en tarantel på vejen

Vi gik således fra hængebro til hængebro og fra træ til træ i “kanapeen”, udsigten var fantastisk. Jeg er normalt ikke ligefrem en der lider af irrationel højdeskræk, men jeg må indrømme at jeg blev lidt mistænksom over nogle af hængebrosbræddernes tilstand. Eftersom vi ikke havde anden faldsikring en dem under vores fødder.

Der var også lige lidt ekstra for “de modige”, men denne gang med faldsikring og det hele, så intet problem.

Efter trætopturen gik vi tilbage til lodgen for frokost. Derefter skulle vi i flodbåden igen for at komme over til oxbowsøen, Lago Sandoval. Både abeøen og området med trætopsbroer er relativt prægede af mennesker. Men ved Sandoval er der naturreservat og rigtig vild regnskov.

Efter noget sejlads lægger vi til og begynder ca. tre kilometers gang ad en boardwalk til vi kommer til søen. Som altid påpeger Jésus alt hvad vi passerer undervejs af spændende flora og fauna.

Ved søen bliver vi sat i en slags stor kano som Jésus styrer. Fra søen ser vi masser af fortrinsvis fugleliv. Mest memorabel i mellem dem er punk chicken. I virkeligheden hoatzin, men hvem kan huske det navn?

Men mørket falder på sejler vi tilbage til bådebroen vi startede fra. De tre kilometer tilbage til floden bliver i mørke, hvor vi igen får en chance til at se nataktive dyr.

Det bliver særligt til edderkopper. Så mange edderkopper. I skal nok slippe for at se alle de billeder jeg har af kæmpe taranteller. Der var også en masse små bitte edderkopper som tilsyneladende var retrorefleksive, så hvis man gik med Lenkas kratige pandelampe på glitrede skovbunden af små blå glimt, men uden så man dem overhovedet ikke.

Location

Similar Posts

One Comment

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *