| | |

Amazonas, del 2 – Araer

Det var meningen at vi skulle bruge 4 dage/3 nætter i Paradise Lodge sammen med guiden Jesús (Amazonas, del 1). Men på den anden aften ved aftensmaden, som hele gruppen spiste sammen, sagde Jesús, at dagen efter skulle det franske par tidligt afsted til en ny lokation, for at kunne komme til at se araer den efterføgende dag, mens vi andre, der havde den almindelige guidede tur, skulle på besøg hos en lokal familie og fiske og dagen efter skulle vi ud og se mindre parakitter.

Nano, som havde booket turen, var overrasket. Han havde regnet med at vi også skulle se araer. Skuffelsen blev efterfulgt af en: Kan vi booke om, så vi også kom med på den anden tur?

For at komme til det, skulle vi længere ud i regnskoven, da araer er nogle sky fugle, der ikke kommer ud til beboede områder. Personligt ville jeg også gerne se dem, men på den anden side, så var det hyggeligt at være hvor vi var, og vi skulle nok få en masse ud af turen som den var uanset. Men det lød også spændende at komme dybere ind i junglen.

Jeg lod det være op til Nano. Han fandt frem til at det ville koste $280 ekstra for den tur (for os begge). Det var mange penge. Vi forsøgte at tale det ned til $200, men fik at vide at de kunne gå med til $250. Det sagde vi ja til til sidst, og håbede at vi ikke ville komme til at fortryde det. Hvor ofte er vi lige i den tropiske regnskov, trods alt?

Og sådan blev det, at vi næste morgen vinkede farvel til Paradise Lodge og familien med den trætte (men søde og seje) mor og hendes tre børn samt Jesús.

Dag 3 i Amazonas: Regnskovens træer og dyr

Efter morgenmaden skulle vi med båden tilbage til Puerto Maldonado sammen med det andet par. Der var også nogle fra andre grupper, der ligeledes skulle samme sted hen.

Inde i byen stod vi lidt og ventede indtil der til sidst blev ordnet at der kom en minibus og hentede os alle sammen. Vi var pludselig en gruppe på 13, der skulle køres til et stykke længere ind i regnskoven i mere sydvestlig retning, for at stå tidligt op dagen efter og se de farvelige araer.

Luften var varm og tyk og fuld af bilos. Vi kørte i et par timer ud af byen og derefter af mere grusede stier, indtil vi til sidst nåede et sted ved floden Tombopata. Her skulle vi næsten blot sejle over på den anden side af floden – ikke mere end 10 min. Vandstanden i floden var lav, og visse steder skulle en af bådsmændende hoppe ud af boden og skubbe.

Vi ankom til en ny resort, Hacienda Tombapata. her skulle vi blive i de næste to dage med en enkelt overnatning. Vi fik frokost ved ankomst og derefter var der tid til at nyde lidt tid i poolen, inden vi atter skulle ud på en oplevelsestur i regnskoven.

Denne gang startede turen ud i regnskoven direkte fra vores resort. Vores nye guide, Gonzales, var mere den goofy, oplevelses-agtige type, end vores tidligere guide Jesús. Jeg spurgte ham om det nu var den “rigtige” jungle teknisk set, eller om det stadig var Várzea, altså den type regnskov, der ofte bliver oversvømmet. Han startede med at svare at jaja, det var jungle, men sagde også at det var Várzea. Så måske betød den tekniske term ikke helt så meget for ham. På den anden side, så er jungle nok den mere uformelle brede betegnelse for den tropiske regnskov, hvis man ikke hænger sig i detaljer eller er biolog.

Gonzales havde en manchette med ud i regnskoven. Den var muligvis mest til pynt og til at vi kunne tage “foto, foto!” (som han ofte udbrød) med. Han daskede lidt til nogle planter, der skulle skubbes ad vejen med den, mens vi gik, men ellers var stien for det meste godt ryddet.

I dagslys så vi primært forskellige slags træer og planter og knap så mange dyr.

Bladskærermyrer i regnskoven. Myrerne bruger bladene, som de bærer langvejsfra, til at dyrke svampe.

Efter den første udflugt, havde vi tid til at slappe af. Det var varmt og fugtigt, og det er jo ikke sådan at hytterne var udstyret med aircon. Men det var dog lige til at holde ud.

Tid til afslapning efter første tur i skoven, inden aftensmad og en aftentur i mørket.

Vi fik godt nok ikke set så mange dyr i dagslys, men et enkelt rovdyr spottede jeg – lige midt i vores resort! Se bare:

Vores første rovdyr på turen.

Efter aftensmaden skulle vi på natur for at spotte dyr der er mere aktive om natten. Det var lidt samme program fra dagen før om igen – blot med anden guide og dybere inde i regnskoven.

Der var også spændende store menneskedyr, der alle fotograferede det samme. Foto, foto!

Dag 4 i Amazonas: Macaw clay lick

Dagen efter skulle vi op klokken 4 om morgenen, for at komme til Macaw clay lick (Macaw = ara), for at se ara-papegøjer på tæt hold. De skulle flyve rundt omkring en lerklippe for at sikre der ikke var farlige rovfugle i nærheden, for derefter at flyve ned til selve klippen og spise ler, når de havde vurderet at det var sikkert.

De spiser ler for at få vigtige mineraler, som de ellers ikke får nok af i den daglige kost, samt for at neutralisere giftstoffer fra de frø, frugter og planter, som de spiser. Leret binder giftstofferne, så de ikke bliver optaget i kroppen.

Det var stadig mørkt, da vi tog den aflange flodbåd ud på Tombapata-floden igen. Månen lavede genskin i vandet og der var stille omkring os, udover bådens ensformige motorlyd. Den skar gennem luften, mens båden kløvede sig frem gennem vandet mod flodstrømmen.

Efterhånden lysnede det og vi nåede til et punkt, hvor to floder samlede sig – en blå flod sammen med den brune Tombapata-flod. Vi har ikke et morgenbillede af det, men der kommer et senere fra da vi var på vej tilbage igen.

Daggry.

Vi havde god fart på, og overhalede også et par andre turistbåde på vejen.

Vi overhaler en anden båd på Tambopata-floden.

Og endelig ved 6-6:30 om morgenen, ankom vi til øen med araerne. Solen kastede lange skygger. På trods af vores fart, var vi bestemt ikke de første der ankom – der lå allerede en masse turistbåde til, 10 stykker eller flere.

Det var tydelig at der var mange araer der fløj om øen, men de kunne bedst ses på nær hold i de medbragte kikkerter – en på stativ og en håndholdt, som gik op omgang. På afstand så man dem mest som en sværm af farver og baskende vinger. De flyver ofte i par (medmindre det er en familie med unger).

Efter et par timer og en morgenmadspause, var araerne endelig begyndt at flyve ned til leret for at spise.

Araer på lerklippen, spiser ler for mineraler og anti-gift fra umodne frø og planter.
Tre slags araer (forskel på farverne). I naturen, hvor de kan vælge og vrage, foretrækker de at danne par med deres egen slags.
Det sidste vi så af de farverige smukke fugle. Så havde de fået ler nok.

Vi var på øen i alt i 2-3 timer for at se araerne flyver omkring, guffe ler i sig og til sidst flyve væk. Der blev stille, da der ikke længere var skræppen omkring og showet var forbi.

Fælles gruppebillede, inden vi atter begav os hjem til resorten og derefter videre hjem til byen Puerto Maldonada.

På sejlturen tilbage til resorten, spottede vi endnu engang de der buttede nuttede capybaraer. En hel familie af dem inde på land, men desværre lidt godt gemt bag træerne. Spon én eller flere:

Her flød den blå flod sammen med den brune Tombapata:

Da vi kom tilbage til resorten, havde vi tid til at slappe lidt af, pakke, spise frokost, og så gik turen tilbage til Puerto Maldonado – et par timer i minibus igen.

Udsigt til sjove køer fra bilturen hjem.

i Puerto Moldenado havde vi flybillet tilbage til Cusco om eftermiddagen. Det gik ganske smertefrit og uden udfordringer. Efter et par dage tilbage ved vandoverfladen, var vi i over 3 kilometers højde igen.

Tilbage til Andesbjergene.

Location

Similar Posts

2 Comments

    1. Dejligt at du læser med. Vi har oplevet så meget, så vi slet ikke kan følge med i at dele om det her! Nu har vi haft nogle flere rolige dage i hovedstaden i Bolivia.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *