Salkantay Trail, dag 2/5 – Salkantaypasset
Vi ankom i går til Hanging Nest i Collpapampa ved 13-14 tiden i dag og var helt udmattede. Det har været et hårdt pas! Rutens hårdeste, så nu bliver det nemmere resten af turen.
Vi startede med en morgenmad klokken 5:30 i hostellets fælleshus. Herefter begyndte folk efterhånden at tjekke ud og tage starte vandreturen. Vi kom afsted 6:30. På det tidspunkt var der allerede en del vandrere foran os og enkelte bag os.
Det overraskede os hvor mange man egentlig “fulgtes” med. Og måske endnu mere hvor ofte der skulle en stor flok heste – med enten bagage eller passagerer på ryggen. forbi os.
Vejrudsigten havde sagt regn on/off det meste af dagen, men det startede egentlig rimelig tørt. I hvert fald i luften, men det havde regnet hele natten, så vores stier var fyldte af mudder og små vandløb. Det var derudover diset og overskyet.
Den første del af ruten gik stille og roligt opad, men ikke på en anstrengende måde. Men efter måske 3-4 km begyndte at at blive mere stejlt på ad Salkantaypasset. Det var også her at vi nåede snegrænsen. Da der kom nedbør. var det derfor først slud og så sne, frem for regn, det mødte os.
En times tid mere gik med at vandre stejlt opad ad snørklede klippestier op, sne til alle sider, mennesker med regnslag og farvede rygsække med egen regndække i alle neonfarver.
Ved toppen var der især heste- og mennesketrængsel – vi ankom bedst da en masse hestepassagerer blev sat af foran os inden toppen.
Passet skulle have haft en fantastisk udsigt til de sne- og gletcherdækkede tinder Salkantay og Humantay, men alt vi fik var en white-out tåge/snestorm. Og der var fyldt med turister, guider og heste, mens vinden tog til og hænderne var ved at fryse af.
Så gik det nedad igen. Snedækket blev gradvist tyndere. Nedbøren stoppede inden den blev til regn. Vi følte os godt tilfredse med at have klaret den hårdeste del af Salkantay trail uden nogen store problemer. Det var “et stykke kage” sagde Nano. (hint: Dansk -> Engelsk).
Vi kom under tågen og kunne se videre ned i dalen, der blev gradvist grønnere og fandtes steder hvor heste kunne græsse. Her var også steder hvor der kunne købes mad og drikke (til ågerpriser selvfølgelig, siger Nano. Lenka mener at det blot var overpriser), vi passerede de fleste andre turister og begyndte at være ret alene på stien hvilket var en dejlig afveksling i forhold til menneske- og hestemængderne på vejen op.
Græs og lave planter blev til buske, buske blev til træer, før vi vidste af det gik stien gennem en frodig skov. Vi stoppede og spiste vores (alt for utilstrækkelige) frokost, hvilket gjorde at tågen indhentede os igen.
Herfra blev det hele ensformigt. Kilometer efter kilometer af stenet, mudret stejlt nedadgående sti igennem frodig skov. Det føltes som om det samme bare gentog sig og vi ikke kom nogen vegne.
Når tågen lettede lidt, kunne vi se ned i dalen. Der var frodigt, grønt og regnskovsagtigt. Dalen gik under os, og vi forventede før eller siden at møde den. Men det viste sig at den forsvandt under os med højere fart end vi gik ned for at møde den.
Til sidst kom vi til en lille by og kort efter en bro. Over på den anden side ventede vores overnatning. På det tidspunkt havde vi også gået knap 22 km og i alt næsten 8 timer, og var udmattede. Jeg (Lenka) trådte skævt flere gange på vej ned ad klippestien og måtte flere gange låne 1-2 af Kaspers vandrestave.
Set i bakspejlet kunne vi måske have holdt lidt flere pauser på den sidste del af turen, men vi havde jo travlt med at komme først … ikke at det var en konkurrence, men … (vi ved ikke helt hvem vi skulle komme før … måske bare alle dem, som vi overhalede. Og dem vi ikke overhalede har jo snydt fordi de startede før os … selvfølgelig).
Vi var helt færdige, og selvom klokken kun var 14 stykker ved ankomsten, var der ikke ret meget energi til at skrive. Til gengæld var det virkelig superhyggeligt et sted med en fantastisk udsigt. Vi kunne tage vores lidt tilmudrede bukser af, smide de fugtige sko og tage en velfortjent slapper.
Det var en vild oplevelse af gå fra grønne klipper til den snedækkede top med sneblæst og fingre der var ved at fryse af og så ned til hvad der lignede en tropisk regnskab og af med de fleste lag af tøj. På blot nogle få timer.
Vi spiste en hyggelig aftensmad ved 18-tiden, og her mødte vi de samme franske team, som vi tog fjollede billeder af ved Humantay lake dagen før, og derfor også fotograferne til vores fjollede billeder, der ses i indlægget. De var tre unger kvinder, hvoraf to af dem var ude og rejse verden rundt i knap et år – de var ni måneder inde i rejsen.
Vi mødte i det hele taget flere spændende mennesker på Salkantay vandreruten, med hver deres interessante rejse-historier. Her er en del franskmænd, men vi mødte også to polske mænd, som syntes det var sjovt at vi kunne snakke med dem på polsk (Lenka mest).
Fortsættelse følger – næste dag vi skal videre til Lucmabamba.
