Salkantay Trail, dag 3/5 – Kaffeplantager
Dagen før havde alting været så svedigt og mudret, at jeg (Lenka) var gået i bad med mine sko på, for at vaske det værste af. Jeg havde gjort mit bedste for at tørre skoene og regnede med at det ville tørre i løbet af natten. Men natten var kold og fugtig og skoene var stadig ligeså. Men det måtte gå og vi ligeså.
Vi forlod vores hængende reder med den skønneste lokums-udsigt ved 8-tiden. Vi kunne se andre store grupper udvandre fra området allerede fra ved 6-tiden, men der var ingen grund til at have travlt denne gang.
Solen skinnede som skarp kontrast til gårdagens tåger, dis og regn/slud/sne, og vi opdagede hurtigt at det var nok at gå i korte bukser og ærmer. Fuglene pippede og alt åndede idyl. Selv de dybe afgrunde virkede fredelige.
Afstikker – eller var det hele tiden den korrekte rute?
Det varede ikke længe før vores forventede rute ændrede sig: Broen over dalen og floden var under konstruktion og spærret. Vi kunne se andre foran os gå en stejlede vej ned, for at gå langs dalen på den modsatte side end vi som udgangspunkt hade regnet med.
Hvad vi ellers havde tænkt ville være en relativ flad og ensformigt nedadgående rute, viste sig hurtigt at være små stejle vandrestier op og ned. Det var hårdere end planlagt, til gengæld var det også mere varierende og spændende.
Efterhånden som vi gik, blev vi i tvivl om det her VAR den korrekte Salkantay rute, eller om det blot var en anden mulighed end hovedvejen. Vejen virkede meget betrådt. Måske begge veje er lige mulige (normalt), men afhænger om man foretrækker den lige rute eller en mere udfordrende og interessant. Uanset, så havde vi ikke valget. Og selvom det var lidt hårdere med de mange op- og nedture, var det set i bakspejlet nu rart at have en mere spændende sti at følge. Flere gange kom vi forbi små broer over vandfald, og vejen havde hele tiden overraskende sving.
Tilbage på hovedvejen
Efter et par time og ca. 6-7 kilometers vandring, kom vi ned til et sted der førte til en bro helt nede ved dalen, og vi så andre større grupper gå over der, så det gjorde vi også. Stien fortsatte ellers på den samme side, og vi overvejede lidt om vi bare kunne fortsætte ad den, men valgte alligevel den sikre og den nemmere vej, sammen med de andre der gik med guide.
Vi fandt senere ud af at de sandsynligvis blev kørt videre med mini-busser og at vi godt kunne have fulgt stien resten af vejen, men på den anden side var det også fint at fortsætte ad en nemmere bred vej, der mest gik en smule nedad.
Vandets brusen var som hvid støj og en konstant følgesvend, solen varmede godt ens bare arme og ben. Mine tanker fløj lidt i retninger af skriverier, sci-fi-idéer og tilbage til naturen omkring mig. Nanos vandrestave sagde rytmisk klik klak, vejen gik jævn ned, ikke for meget, helt perfekt, en sommerfugl fløj hen over vejen og vi registrerer den småsnakkende, mens jeg skulle til at ….
DYYYYT!
Nano hoppede en meter op i luften.
En bil trillede i mod os bagfra og ville bare fortælle at den var der. Vi er stadig ikke helt vante til den jævne brug af horn.
Vi fortsatte forbi støvet vej og enkelte biler, vandløb, forskellige slags planter og broer med huller. Man skal ikke kigge ned i telefonen mens man går over. Det gælder nok uanset, når man går langs bjergskråninger.
Nogle glimtede i vejsiden. Det var mica-sten. Mange af dem her. De knækker og smuldrer let, og efterlader glimmer.
Vi så også mange geodesiske domes. Både på vejen her, men også tidligere i andre byer.
Frokost på vejen – stegt hjemmeavlet ørred og vufferdrama
Efter 6 timers gang ankom vi til den sidste store dal, vi skulle krydse. Vi var omkring 4 km fra vores slutdestination, og kom forbi et hyggeligt sted, hvor vi kunne få stegt ørred i skyggen. Det var tiltrængt med både mad og hvile.
Der var også to søde hunde – den ene især legesyg og kælen som en stor hvalp. Mens vi sad og spiste, kom et par, som vi havde overhalet næsten i starten af ruten. De havde haft en sort hund med hele vejen. Da de ankom gik de to andre hunde gøende den anden hund i møde og de to snakkede lidt med restaurent-ejeren i mens. Det viste sig at den sorte hund, som havde fulgtes med dem næsten siden vores afgangsby, ikke var deres hund. Den havde bare valgt at følge med dem.
Restaurant-ejeren sagde, at hvis den fulgte med til Machu Picchu, ville den ende med at blive slået ihjel der. Så han bandt hunden og ville finde ejeren.
Efter den stegte ørred fik jeg en dejlig kop kaffe og ejeren – Celestino, hed han – fortalte at han dyrkede kaffen selv, og at han også eksporterede den. Kaffemærket hed Geisha.
Han opdrættede også egne ørred og dyrkede grøntsager til maden. Det hele var økologisk. Det kan anbefales, skulle nogen forbi den vej.
Han har en søn, som har sin egen kaffebar i Cusco. Så den skal vi besøge, når vi kommer tilbage, og så vi kan hilse fra hans far (og få noget god kaffe selvfølgelig). Cafe7 coffee&lattebar
Det sidste stykke frem til vores hotel, bør på lidt ekstra natur gennem en lille by.
Kaffeplantager
Endelig ankom til vores hotel, svedige og trætte. men vi fik kun “lov” til at hvile et kvarter, inden der startede et kaffe-“kursus”. Her fik vi set og prøvet alt fra at plukke kaffebønner, afskalle dem, fermentere dem, tørre dem, afskalle dem igen, riste dem og male dem til kaffepulver, som vi til sidst fik lov til at drikke. Okay, det var ikke de samme kaffebønner vi plukkede som vi drak, processen med fermentering og tørring tager jo lige nogle dage.
Vi fik forklaret at der primært voksede to slags kaffeplanter her. Den arabiske som bliver høj, er længe (4 år) om at give frugt, og kun giver 1kg om året pr plante, men som smager bedst; og den brasilianske som er lavere, giver frugt hurtigere og mere, men er sur. Et 70-30 mix af disse giver det bedste resultat sagde han.
Vi er ikke de store kaffekendere selv. Nano drikker det slet ikke, og Lenka er generelt godt tilfreds med instant, men de andre gæster sagde at det var virkelig god kaffe. Vi tager deres ord for det.
Ud over kaffe dyrkede han masser af bananer, avocado, coca og kakao. Utroligt at vi bare i går befandt os i en snestorm.
Whaau sikke en spændende tur I har været på de seneste dage. Dejligt både at se og læse om jeres oplevelser. Fortsat god tur..
Hov Anonymous er mig 🙂
Ja, der er så meget at opleve på den tur, at det er svært at følge med at få skrevet! I dag skal vi se Machu Picchu os så “hjem” til Cusco i aften.