La Paz

La Paz er måske den vildeste by jeg nogensinde har set. Vi har taget os næsten to uger til at slappe af og komme os over det noget hektiske rejseri. I den tid har vi ikke set meget andet en byen selv, men det er også nok. Lad mig sætte scenen:

Oprindeligt bygget i bunden af en dyb dal, men højt oppe, næsten for enden dalen, i ca. 3600 meters højde. Herfa har den over årene spredt sig og vokset sammen med forstæder belliggende langt længere nede i dalen, men også opad, op ad de stejle dalsider. Der er ikke mere plads. Huse klynger sig til næsten lodrette bjergsider nær toppen, og det er desværre ikke uhørt at ting skrider.

I Cusco havde næsten alle huse en flot udsigt over byen grundet byens form i en stor skålformet dal, men i La Paz er det skruet op til 11.

Mi Teleférico

Denne geografi gør også at La Paz har nogle unikke trafikproblemer, som de løste på en unik måde. Mi Teleférico er en metro i luften, et system af gondollifte som dem man kender fra skisport. Man svæver højt over byen i relativ stilhed og med meget få bump, hvilket gør det til en yderst behagelig transportform. Dog ikke for folk med højdeskræk. Og man kommer på minutter fra den ene bydel til den anden hvad der ellers havde taget timer i trafik ad lange snoede hårnålesvingsveje.

Det er ikke en turisatraktion. Det er almindelig by-infrastruktur. Udsigten er i verdensklasse, men gondolerne er primært fyldt med lokale som skal fra A til B, og sidder med snuden i deres telefoner, helt uberørt af den ufattelige udsigt som de har set tusind gange. Og prisen? 3BOB for at stige på og 2 for at skifte linje (1BOB = 56øre). Du kommer byen rundt for en femmer.

Jeg gik ud fra at systemet måtte være kraftigt understøttet af La Paz eller den bolivianske stat, men nej, jeg slog det lige op, det lader til at billetsalget faktisk betaler for dette fantastiske system.

El Alto

Mi Teleférico går helt til toppen af de stejle bjergkamme der omringer dalen, men her bliver det extra specielt, for toppen er ikke sædvanlige spidse bjergtoppe og -kamme, hvorfra det går stejlt ned igen i nabodalen, for La Paz dalen skærer sig dybt inde i El Altiplano, Andesbjergenes enorme højslette. Regn der falder i La Paz dalen tager sediment med sig dybt ned i lavlandet og til sidst ud i Amazonfloden, derfor har den kunne skære den dybe dal. Regn på højsletten har derimod næsten ingen højdeforskel at arbejde med, de løber bare stille ned indtil det fordamper i de store saltsletter i Sydbolivia, så højsletten forbliver flad, og høj.

Da La Paz løb tør for plads er det klart at folk begyndte at bygge deres huse oppe på det vidstrakte flade område, frem for at prøve at få et hus til at hænge fast på en ustabil klippe. Det blev til byen El Alto (Den Høje) som grænser op til La Paz, men administrativt er sin egen by. El Alto er vokset i rekordfart, og er nu større end La Paz. Højsletten er hundredetusindevis af kvadratkilometer, flere gange Danmarks areal af flad ørken, så der mangler ikke plads. Ulempen er højden. La Paz er allerede verdens højest beliggende hovedstad, og havde vi fløjet direkte hertil var vi blevet slemt syge, som jeg blev det på Chachani. El Alto ligger 4-500m højere en La Paz centrum i mere end 4000 meters højde.

Det er så vildt. En millionby, flad som en pandekage, men beliggende højere en langt de fleste alpetoppe. Kilometerlange lige veje uden den mindste bakke eller noget som helt tegn på bjerge ud over at man bliver lidt hurtigt forpustet på sin morgenløbetur, og så pludselig når man ud til kanten af La Paz dalen og landskabet dropper lodret ned, og man ser ud over verdens højest belligende hovedstad, dybt dybt nede i den kæmpe dal.

Street art

La Paz er også mange steder en meget smuk by, med Bohemian kvarterer og interessant gadekunst.

På en af vores gåture kom vi til en lille bakke. Der var en funikular (skrå elevator-ting) til toppen. Vi købte en billet til 7BOB (~4 kroner, dyrere end Teleférico, men stadig billigt), det viste sig at være indgangsbillet til en hel lille experimentarium-agtig park, men masser af skønne tilbud for børn. Ting var lidt nedslidt his og her, men alligevel, sikke et dejligt tilbud for børnefamillier, og til at betale, selv for folk der ikke har særligt meget.

Børn kunne spille spil, spille teater, læse, lære origami, male, lære histori, lære videnskab og meget mere. Fantastisk sted, og ikke et man finder i turistbrochurerne.

El Dragon Verde

En anden dag så vi en stor grøn drage på facaden af en smuk træbygning. Et skilt proklamerede: “El Dragon Verde” – Den Grønne Drage, og det gik op for mig at det var selve den berømte kro i Sidenå nær Hobitrup i Ringenes Herre. Det var en restaurant, de var lige ved at åbne og inviterede os ind, men vi var ikke sultne og blev enige om at vende tilbage for at spise aftensmad senere.

Udsmykningen indendørs var lige så gennemført som udendørs. Det var ikke kun Ringenes Herre, men generelt fantasy med mange elementer også taget fra Harry Potter, A Song of Ice and Fire og Dungeons and Dragons. Vi bestilte to burgere, en “Rohirrim” og en “Grøn Drage”.

Derudover bestilte Lenka en Felix Felicis (elixir der bringer held), og jeg en Poción de Fenix. Fønikser har det som bekendt med at brænde op, det gjorde denne elixir også, men den havde stadig rigeligt styrke tilbage til at få mig til at vakle lidt.