En ørkenvandring

Da vi havde en ekstra dag i Paracas havde vores guide anbefalet os at tage en tur ind i Paracas Nationalpark på egen hånd. Han sagde at vi kunne leje scootere, dunebuggies, ATV’er eller endda cykler. Så vi gik tidligt ud og kiggede efter en udlejer. Det viste sig at dunebuggies og ATV’er var kun til korte guidede ture, og da vi er unge og friske og egentlig syntes at de kunne være rart ikke at høre motorstøj hele dagen valgte vi almindelige gammeldags cykler. 35 soles (~70 kroner) for en dag.

Vi tog vand, snacks og solcreme i taskerne og begav os ud i ørkenen. Ved checkpointet til nationalparken fik vi at vide at vi ikke behøvede at betale den sædvanlige 11 soles entré fordi vi cyklede.

Ørkenen ved Paracas er en af de tørreste i verden (efter Atacama), og et af få steder i verden hvor ekstremt tør ørken støder direkte op til havet. Utroligt smukt landskab med bløde pastelfarvede sandbakker så langt øjet rækker. Meget usædvanligt for stedet var der et godt skydække, og en behagelig temperatur i de lave tyvere, hvilket vi ikke klagede over.

De første to stop var udsigtsposterne La Cátedral og Yamaque, hvorfra vi havde udsigt over Stillehavet og rovfugle der svævede over os.

Der var gode bakker på vej videre, både op ned. Det 3. stop var op ad en stejl bakke, men belønningen var også en virkelig flot 360 graders udsigt over vand og sandbakker. Her kunne vi også se ned til den røde strand, som også var en del af det 4. stop.

Efter ~30 km kom vi til Lagunillas hvor nogle folk stadig lever og fisker, hvilket de har lov til fordi de levede og fiskede der før oprettelsen af nationalparken. Vi spiste på tante Pilys restaurant på en klippe i vandkanten. Vi fik et veritabelt bjerg af ceviche (egnsret, rå fisk i en slags citronsovs) hver. Restauranterne i Peru spiser generelt ikke folk af med små portioner i vores begrænsede erfaring. På trods af den megen motion kunne jeg ikke spise op (Lenka: men det kunne jeg, plus det løse af Nanos. Nam nam).

Mætte og glade og stadig friske fortsatte vi til et sted hvor der var en egentlig badestrand. Vi forventede et hurtigt koldt dyp for at have gjort det. Vi hørt mange gange om hvor koldt vandet ved Perus stillehavskyst er på grund af Humboldtstrømmen og på trods af breddegraden. Men vi fandt det overhovedet ikke koldt. Bevares, ikke som en ferie til en græsk ø, men som en god, varm dansk sommerdag. Vi blev en tid og nød det og badede flere gange. Det hjalp også på badeoplevelsen at skydækket var begyndt at lette og solen at bage.

Nu var det på tide at vende snuden hjemad, vi havde set stort set alt vi havde lov til at cykle til i nationalparken, drukket næsten det sidste af vores vand, havde cyklet næsten fyrre kilometer (38,7km for at være præcis) og befandt os stadig ca. 12 km fra vores hotel. Himlen er nu næsten fuldstændigt skyfri.

Det er naturligvis her min cykelkæde knækker.

Vi er ikke i fare, vejene i den her park er rimeligt trafikerede, og vi kan ringe efter hjælp hvis det er, men det har vi ikke lyst til. Klokken er ca. 3 om eftermiddagen. Der er tre timer til vi bør være tilbage med cyklerne. “Lad os bare trække dem hjem” siger vi til hinanden.

What could possibly go wrong?

Ikke så meget viser det sig.

Paracas-vinden er begyndt at blæse (ordet “Paracas” kommer fra sproget Quecha og betyder “sandregn”). Vi har den i ryggen. Selvom jeg ikke kan bruge pedalerne, kan jeg stadig rulle på cyklen når det går nedad, og endda på relativt flade stykker. Selvom vi joker lidt om overlevelseshistorie og ørkenvandring, særligt på stykkerne med stigning, flyver vi samlet set afsted. De tolv kilometer tilbagelægges på to timer. Havde vi kunne cykle normalt havde det nok kun taget en halv og ville have været helt antiklimatisk.

Jeg havde dog ikke brugt nok solcreme og kom hjem med moderate solskoldninger. Alt i alt billigt sluppet efter at være strandet i ørkenen uden transport.

Location

paracas reserve