Puquio - højdesyge og rygproblemer

Vi har været i Puquio i to nætter nu.

Vi ankom søndag (d. 23.) aften og tjekkede ind på vores hotel. Det var en overraskende oplevelse og ikke til den positive side. Det var et rum med vinduer kun ud til gangen med plads til en seng og et natbord på den ene side. Der var dog også en stol og et lille bord ved vinduet ud til gangen. Rummet var koldt, og vi var trætte efter dødskøreturen hertil, så vi hoppede i vores lange merinoundertøj og under dynen. Eller rettere sagt, to kradsende stive tæpper af en slags man kunne forestille at have liggende i bilen og et lagen og et blødere tæppe ovenpå. Sengen var blød på en måde der for mig føltes som en luftmadras der ikke var pumpet helt op.

I det mindste var rummet nogenlunde mørklagt, fraset lidt lys fra gangen der skinnede igennem vinduet over døren samt den loftslampe der aldrig helt er slukket, men som til gengæld lyser for stærkt om dagen. Vi opgav at have den tændt og brugt i stedet for lyset fra telefonen med en flaske vand over, som gav et fint lys og skær på værelset.

Lys fra en telefonen set gennem en flaske – mere behageligt end det skarpe loftslys

Om aftenen var vi ude og gå en rolig aftentur for at se på området og finde noget mad. Vi fandt til sidst et Polleria – et “kyllingeri” – et sted i nærheden af hvor vi boede, som også var i nærheden Plaza de Armas, byens “rådhusplads”. Her spillede også et orkester og der var liv i gaden. Selv vufferierne havde det sjovt.

Jeg havde ondt i ryggen efter den sidste nat i Nazca, hvor jeg må have ligget skævt. Sammen med en dårlig seng og måske tyndere luftlag gav det en rigtig dårlig søvn. Den dårligste siden vi var ankommet til Peru og jeg kan ikke sige at jeg endnu har haft en rigtig god nat. Så krop og sind er efterhånden mørbanket.

Til gengæld mærkede vi på daværende tidspunkt ikke noget til højdesyge, udover at det måske også kunne have haft en indvirkning på søvnen. Så det var jo positivt og vi håbede at vi bare havde sluppet let. Åh, så unge og naive vi var.

Landskabet omkring Puquio

Næste morgen og om dagen føltes det for meget som at være i en fængselscelle inde i rummet, så formiddagen efter tjekkede vi ud og skiftede til et hotel om hjørnet. Her var straks et andet vibe, med lys og udsigt over den samme plads vi var forbi i går. Her kom der også en parade af festklædte med sang forbi.

Vi var ude og gå nogle rolige ture, som hver gang blev lidt længere end planlagt, fordi vi bare liiige skulle se hvor en gade førte hen. En sidegade førte til et mere fattigt kvarter med grusstier faldefærdige hytter. Men en afstikker sti førte os rundt til flotte udsigter, inden vi bevægede os hjem igen.

Vi mødte også den mest kælne killing inde i en butik. Den hoppede gladeligt op på skødet, hvis man satte sig på hug for at kæle med den.

En gatito i en minimerkadito – og ja, vi husker at drikke vand.

Højdesyge

Alligevel viste det sig at de 2 km her og 4 km der alligevel var mere end rigeligt for hen ad dagen fik vi begge let hovedpine, hvilket tydede på første fase af højdesyge. Vi havde været for optimistiske dagen før, da vi havde glemt at tænke på, at det tager et døgns tid før man rent faktisk kan mærke symptomer.

I starten synes jeg at mine rygsmerter overdøvede hovedpinen, men senere på dagen var det omvendt. Vi havde begge fået det lidt dårligt, så vi besluttede at komme hjem og hvile. Vi var alligevel for dårlige til så meget andet.

Vi var også ude og drikke noget coca te (Mate de coca) og købe nogle coca-blade at tygge på. Der er jo nogen der sværger til det som middel mod højdesyge. Om ikke andet kunne det måske lindre. Men bedst var nok noget panodil og tidligt i seng, så vi kunne akklimatisere ordenligt. Det var her orkesteret på pladsen lige uden for vores vindue besluttede sig for at spille. Samme festligheder som vi havde set dagen før, inden vi trak os tilbage til fængselscellen. De spillede og dansede en times tid og det så vældigt festligt ud – i de få sekunder jeg orkede at rejse mig og trække gardinet let frem.

Dagen efter var hovedpinen næsten væk hos os begge. Jeg har dog haft endnu en nat med rygsmerter, dog bedre søvn end dagen før. Kloge af skade har vi dog kun været ude på kortere tur. Selvom morgenens “vi skal bare lige rundt om hjørnet efter brød” så alligevel blev til et par km ekstra tur til en udsigtspost. Her kunne vi se ned til den kløft vi kørte ned ad på vej ind til byen.

On and on off har vi stadig let hovedpine på dag 2, selvom det dog bliver mindre, og jeg fortsat ondt i ryggen. Tænker der godt kan gå en en uge eller mere før det går væk, og håber måske at finde en sportsmassør, når vi engang kommer til Arequipa.

Puquio – by og kultur

Vi har nu været her et par dage, men pga. akklimatiseringen og højdesyge, har vi mest taget korte gåture rundt.

Byen er en afsides landsby i bjergene, så noget helt andet end det vi ellers har været i langs kysten. Her er ikke ret mange turister, og meget få indbyggere snakker engelsk. Det er også sjældent at man kan betale med kort her. Som sidebemærkning, er der i det hele taget mange steder i Peru, der stadig foretrækker kontanter og lægger 5% til kort-betaling, selv når det er muligt.

Rigtig mange her går med en karakteristisk hat og kvinderne i farverige klæder, eller i hvert fald de ældre af dem. Og dem er der mange af, eller det ser i hvert fald sådan ud.

I følge chatGPT lever byen mest af landbrug og dyrehold i landzonerne med marker, køer, får og alpaker, og i byzonen er markeder og mindre butikker, restauranter mv. Byens er også samlingspunkt for handlende fra mindre langsbyer i omegnen.

Folk er flinke og siger ofte goddag til os på gaden. Siden det ikke er så normalt med turister, er der flere der kigger lidt ekstra på os. Nogle damer gestikulerede til os da vi kom forbi, og jeg stoppede og gik tilbage for at høre hvad de ville. De lavede håndtegn med firkant foran øjnene, og jeg forstod til sidst at de spurgte om de måtte tage et billede. Genialt, da jeg i lang tid har ønsket mig at få et billede af de indfødte, men har ikke villet fotografere direkte uden lov. Så det blev til en perfekt udveksling, hvor de fik en selfie med os, og jeg fik en selfie med dem.

Efter denne oplevelse tog jeg mod til mig en anden gang, da jeg var ude og gå en tur alene og kom i snak med et ældre ægtepar som sad og nyd solen på en stille sidegade. De spurgte hvor jeg var fra og hvor jeg skulle rejse videre hen og da jeg på gebrokken spansk for fortalt lidt, spurgte jeg om ikke jeg måtte tage et billede. Det måtte jeg gerne.