Dødskørsel over Andesbjergene

Selvom vejen til Arequipa officielt er åbnet i et spor fraråder myndighederne stadig unødvendig kørsel og særligt om natten, så vores afgang blev aflyst endnu en gang. Vi besluttede os derfor for at gøre alvor af vores plan om at prøve at komme til Puquio – en by belligende moderat højt (3200m, med 4100m pas på vejen) i Andesbjergene. Den er ikke særligt besøgt af turister, og har en god højde til at begynde at få aklimatiseret uden – forhåbentlig – at få for alvorlig højdesyge.

Vi begav os om formiddagen ud til busterminalen i Nasca, men kunne ikke finde nogen busser til Puquio. Vi besluttede os for at tage udgiften til en Uber derop (ca. 150 soles / 300 kroner). Da vi bookede den var der selvfølgelig ikke nogen der ville tage turen. Det er trods alt en tre timers køretur derop og chaufføren ville næppe have kunder på tilbagevejen.

Anbefalingen fra nettet var at snakke med vores hotel og få dem til at arrangere privat transport. Mens vi ventede på betjening i receptionen, forsøgte vi alligevel Uber igen. Mod forventning var der bid!

Vi skyndte os at pakke sammen og ventede spændte på uberen som ankom som planlagt efter et par minutter. Men ak og ve, chaufføren forklarede os situationen: Da han ville komme til at køre tom tilbage, ville han have 150 soles mere kontant, uden om Uber, for at køre os derop. Vi overvejede at tage det, men vi havde ikke mange kontanter tilbage.

Han kom da med et andet tilbud: Han ville køre os først til en ATM, og så til nogen som skulle derop alligevel, og som kunne gøre det for de 150 soles i alt. Efter lidt sproglige udfordringer, hvor vi ville være sikre på tilbuddet, tog vi i mod.

Den flinke uber chauffør kørte os uden beregning som lovet til em ATM og derefter til et opsamlingspunkt, hvor vi så kunne få en kørsel sammen med 5 andre passagerer. Samlet pris for os blev i sidste ende 100 soles, dvs. 200 kr. Så faktisk billigere end uberchauføren havde lovet, men vi havde heller ikke forstået at han mente sammen med en masse andre – en såkaldt colectivo, som er meget brugt i Peru. Det var måske, måske ikke, blevet billigere hvis vi havde fået hjælp af hotellet til at arrangere det. Men alt fint, selvom vi jo havde forventet lidt mere plads i bilen. Lenka sad lidt klemt i midtersædet og følte sig i forvejen lidt kvalm med ondt i ryggen, men nu var vi da afsted. Og om 3 timers tid ventede der nye eventyr i nye højder, udenfor turistområder.

Vi spændte – som de eneste – vores sikkerhedsseler. Bilen bippede højlydt over manglende spændte seler, men der blev tændt høj musik for at overdøve det.

Det varede ikke længe før vi lagde Nascas stenørken bag os og begyndte at køre i hårnålesving op ad de golde stenede bjergsider. Et fåtal af kurverne havde autoværn og chaufføren to dem med en hastighed mellem 50 og 90 km i timen. Han kørte gerne over i modsatte vejside, over dobbeltoptrukne gule striber og ved siden af overhaling-forbudt-skilte, for at overhale lastbiler eller bare for at gøre kurven lidt mere blød. Han lod dog til at have godt styr på nøjagtigt hvor lang tid han havde brug for til at nå over i egen bane både når der var kort synsvidde eller faktisk synlige modkørende. Vi følte os på dette tidspunkt egentlig ikke utrygge.

Vi steg højere og højere op, udsigten over Nascaørkenen blev længere. Efter en tid og mange, mange sving nåede vi pludselig toppen. Landet bredte sig ud, der var græs og vi kiggede ud over et bølget bakkelandskab med grønne enge, de dybe stenørkendale lå bag os. Det var ikke rigtigt toppen alligevel, der var grønne bakker højere end os endnu, og vejen fortsatte stejlt op ad en af dem, men det lignede kun små bakketoppe over os. Men hver gang vi nærmede os toppen af sådan en bakke foldede landskabet sig ud og fortsatte opad. Jeg ved jo godt at bjerge har en tendens til at opføre sig sådan, men jeg har aldrig oplevet det på den skala!

Lenka tilføjer, at hun ikke havde fornemmelse af hvad der var top og ikke, men mest fokuserede på at holde kvalmen nede. Forsøgte at holde blikket på de lange strækninger, mens frontfiguren hængende i bilens forrude svingede og gjorde det sværere at kigge ligefrem. Ryggen var øm fra en dårlig nat og en sele stak i numsen på det smalle midtersæde. Men mellem de kvalmene skvulp, var udsigten vidunderlig.

På et tidspunkt så vi endda en lille fyrreskov. Lenka udbrød at det jo nærmest lignede Sverige (det lignede overhovedet ikke Sverige).

Efter halvanden times kørsel nåede vi endelig plateau, hvor vejen havde længere mere lige strækninger. Der var bjergtoppe under os så langt øjet rakte i flere lag, dem der var længst væk var mere disede.

Snart begyndte nedturen til dalen Puquio ligger i. Vi skulle “kun” ca. 900 højdemeter ned, men det er stadig ret mange hårnålesving. Dalen var endnu frodigere end højsletten med spredte træer og gyldent græs. Solen var langsomt ved at gå ned og forstærkede landskabets smukke gyldentgrønne skær som er håbløst at gengive på fotos. Det udviklede sig efterhånden til en af de mest farverige solnedgange vi nogensinde har set.

Vi kørte forbi en mindre by på vejen ned. Her så vi en del gående, heriblandt tre med rygsække som prøvede at hoppe på en flad lastbil i et sving lige foran os. Det lykkedes for den ene som kørte videre bag på, de andre går vi ud fra forsøgte sig igen med den næste. Lenka udvekslede et blik med sin sidemakker – en ældre lokal – som rystede let på hovedet og grinede i skægget. Kække knægte.

Vores chauffør virkede til at have mere og mere travlt. Og selv de lokale begyndte tydeligvis at synes det var for meget. Nogle af de andre passagerer råbte til ham på spansk: “Kør langsommere! Jeg ved ikke hvorfor du har så travlt!”. Kort efter stoppede han for at købe sig et stykke ost og en majskolbe af en gadehandler. Derefter fortsatte han sin vandvittige kørsel mens mørket faldt på, gnaskende på en ost i den ene hånd og en majs i den anden og styrede med håndroden. Musikken spillede stadig spanske ballader på et niveau så Lenkas lyddæmpende airpods ikke kunne holde det ude.

Vi overlevede, trods alt, turen til Puquio og vil kigge os om efter en mindre vanvittig chauffør når det bliver tid at tage videre (eller tilbage, så vi kan komme til Arequipa, når det engang bliver muligt).

Location

Muncipalidad provincial de Lucanas Puquio, 129, Jirón Ayacucho, Florida, Puquio, Province of Lucanas, Ayacucho, Peru