Den hellige dal – Ollantaytambo

Vi har været på nogle dages visit i Ollantaytambo, som er en lille by, der ligger i den hellige dal, ca. 2 timers kørsel nordpå fra Cusco. Vejen dertil er relativ udramatisk, men et nogle stenskred vidnede dog om at det ikke altid var ligetil.

Det er også herfra man kan tage toget til Machu Picchu direkte, men det skal vi dog ikke … vi tager senere en 5 dages vandretur gennem Salkantay Trail, som er en længere, grovere og mere budget friendly vej end den mere kendte Inca trail, som både har sine begrænsninger i mængden af mennesker der må gå den ad gangen og derfor også skal bestilles nogle måneder i forvejen. Vi kommer dog tilbage med toget – men det er først om halvanden uges tid.

Gennem den hellige dal flyder Urubamba-floden og stedet virker grønt og frodigt med bjergskråninger på begge sider af dalen. Visse steder ses “hoteller” som små hængende cylindre op ad bjergskråningen. Sådan et skal vi også overnatte i en enkelt gang på vores vandretur senere.

Her ligger enkelte arkæologiske rester efter inkaerne, bl.a. soltempel og militær-fort, men også kornkamre, da området har været yderst frugtbart for inkaerne. Netop dens frodighed har også gjort at dalen blev betragtet som hellig.

Der er primært to steder, man kan se ruiner i byen.

Ved ankonsten tjekkede vi ind i en airbnb, som var en del af et hotel. Det bedste her var den store seng (det normale her er en queensize seng) og den finde udsigt (mange steder har vinduer ind mod en indendørs gang, frem for ud, så det er vi begyndt at kigge efter).

Ved ankomsten spiste vi ude og jeg fik alpakaburger til frokost – jeg har jo villet prøve en ekstra gang, som en opdatering på mine første to alpaka-smags-erfaringer, og denne gang kunne jeg konstatere, at den smagte virkelig lækkert og delikat og meget mere hen ad noget kalve-lamme-kød, og ikke gris, som de første to gange. Den smagte lækkert nok til at selv Nano turde bestille en til sig selv næste gang.

Soltemplet, udkigsposten og beyond

Det ene sted hvor vi kunne se inka-ruin, er er en del af den turist-billet, som vi købte i Cusco. I det område var der mest turistet, i hvert fald i den nedre del af regionen.

Stedet bestod af en del terrasser, og videre op til et soltempel, gammelt miltærområde og udkigspost endnu højere oppe. Man kunne se hen over byen og over på bjerget på den anden side – hvor vi ville komme op senere på dagen (se næste afsnit om kornlagerne).

Udkigsposten, var muligvis bl.a. brugt til astronomiske o

Noget vi har læst op på efterfølgende var at stedet ikke var helt færdigbygget. Byggeriet stoppede da stedet blev invarderet af spaniere i 1530’erne.

Da vi troede at vi næsten havde set det hele i det område, førte en “portal” os videre op mod ukendte grunde. Det var en dejlig overraskelse.

Udsigten blev bedre, mens vi bevægede os opad. But wait – there is more!

Nedenfor ses den officielle top med soltemplet. Men der var trampede stier videre op, så … det kan man jo ikke bare ligge uudforsket hen.

Nysgerrigheden første os videre op, og måske min FOMO skubbede op, selvom jeg ikke altid var meget for det.

Video fra toppen:

Herfra kunne vi heldigvis komme en anden vej ned, så vi slap for at gå samme vej tilbage.

Nedenunder var der områder med ceremonielle vandbade og et større fladt græsområde med græssende alpakaer. Jeg nåede lige at bemærke at jeg da ikke har set nogen af llamaerne eller alpakaerne spytte, da jeg var over og klappe den ene og den gumlende stirrede på mig og spyttede først halvt på vejen op og derefter direkte op i mit ansigt! Så sandt, som det er hørt – de spytter. Og det tager lidt tid for lugten at komme væk fra ens nærområde i ansigtet … måske var det hævnen for alpaka-burgeren i morges?

Efter den dagens første oplevelse (mest ruinerne, og mindre den spyttende alpaka), tankede vi op på mad. Jeg fik ikke alpaka denne gang.

Kornlagre

Den anden seværdighed var gratis, men nok heller ikke for alle. Lange trapper op, som regel med gelænder, men ikke altid. Her kunne man komme op til kornlagre og mere flot udsigt. Man kan se området inkl kornlagrene fra billeder ovenover.

Jeg har ikke højdeskræk ellers, men kunne godt mærke, at jeg ikke var helt tryg ved at gå ud til kanten i de høje lag. Et rullefald ned ville ikke ende godt.

På den anden side af byen kunne vi kigge ned på de første ruiner. Men vi kom ikke helt så højt op, som vores lokale top.

Et par af ruinerne bestod også af tre dybe kamre med kun et lille hul nederst. Kun et af disse var store nok til at en krop kunne kravle igennem. Jeg har testet (den første på billedet var ikke stor nok).

Da vi var færdige med begge turene var det stadig eftermiddag, så udhvilede gik vi en aftentur efter mærkets frembrud. Her kom vi bl.a. en inka-broen, der første om på den anden side, tog billeder af stjernehimlen, fandt en fodgængerovergang der førte til ingenting og tjekkede den fest, der var begyndt at spille godt op lige i nærheden af os.

Det lod til at være et festtelt med mange lokale ved borde og live musik? En byfest eller privatfest? Det fandt vi aldrig ud af, men kan afsløre at den spillede godt op til omkring halv fire om morgenen.

Dagstur op til Sun Gate

På dag to besluttede vi os for at udforske en sti på den anden side af floden. Vi havde udkig til den fra vores vindue, men vidste ikke helt hvor den førte hen. Jeg havde set at den blev til flere stier, som førte højere op i bjergene (men hvor?) eller ned til andre små byer langs vandet. Nano undersøgte at der var en god tur en til en top med Inka Punku – Sun Gate. Jeg tænkte okay, det kunne vi godt. Det skulle være en 8 km tur hver vej, så hvorfor ikk’? Nå ja, og ca. 900-1000 meter op i alt.

Ollantaytambo i Sacred valley ligger i omkring 2800 meters højde over halvoverfladen og vi skulle op til omkring 3800 meters højde. Ikke store højder relativt til hvad vi ellers kommer omkring i Andesbjergene, men store i forhold til hvad vi er vand til fra Danmark – og Europa i det hele taget.

Vi smurte en madpakke og tog godt med vand og lidt snack med og kom afsted morgen/formiddag ved 9-tiden.

Først skulle vi krydse Inka-broen for at komme om på den anden side. Der havde vi også været natten før. Men i forsøg på at gå afveje, endte vi med at gå på en privat sti “en etage” over den sti vi egentlig skulle have været på. Heldigvis fandt vi et sted, hvor man kunne kravle ned ad en sten-væg, hvor stenene ar lette at holde fast i.

På den første del af turen mødte vi bl.a. en ko, der lod til at eje stien. Bedst som vi langsomt og forsigtigt forsøgte at nærme os koen – hvis horn så en smule faretruende ud, og man skulle jo næppe gøre den forskrækket – vendte den rundt på stien og hoppede lidt op ad bjergskråningen i buskene. Der kom en anden vandrende bag os, som overhalede os ca. deromkring, og vi blev enige om at det jo også var koens sti først. Men dejligt at den lod os passere.

Det varede ikke længe, inden det gik op for os at det nok var blevet en varmere dag end vi ellers regnede med. Vi kunne tage trøjerne af og var begge i t-shirts, men især Nano havde lidt for tykke bukser på. Mine var tyndere og kunne nemmere rulles op til under knæene.

Det var en god og mild vandretur i lang tid, hvor det kun meget gradvist gik op ad. Der var flere bænke på vejen. Udsigten var smuk, og alt åndede idyl.

Det var først efter måske de første 6 km, at det begyndte at blive lidt mere stejlt. Jeg kunne se på google maps, at vi heromkring fortsat manglede 800 af de ca. 900 højdemeter vi skulle op. Og pludselig var vi ikke engang der hvor google maps påstod at stien skulle gå, men det så ud til at vi fulgte stien som den nu var anlagt i virkeligheden.

Vi kunne dog se at vi var på rette spor, både fordi stierne som regel var ret tydelige, men også fordi vi så andre vandrende. Heriblandt en firbenet en (i følge en tobenet), der var ganske modtagelig over for klap og hygge i en af pauserne, hvor vores veje krydsede.

Vi kom stadig forbi flere gode udsigtsposter på vejen, og her kunne vi også mærke at vi havde brug for flere løbende pauser (nej, okay, ikke løbende, men siddende). Her kunne vi lige få vejret og få pulsen under kontrol – sådan da.

Google havde vurderet turen til at tage knap 3 timer – og det var inkl. højdemeter, kunne jeg se, da vejen tilbage vurderede den til godt 2 timer. De 3 timer kom dog ikke til at holde, da vi kom til de store stigninger på den sidste del af ruten. Men 4 timer gik vi de i alt ca. 10 km på.

Belønningen var virkelig fantastisk! Meget bedre end den udsigt der var fra Chachani i 6 km højde, hvor alting bare er småt og langt væk.

Her kunne vi se de snedækkede bjergtoppe lige over for os, hvor sneen væltede ned i store masser, samtidig med at vi også kunne kigge ned til den frodige dal på begge sider af bjergtoppen. Især synet af den smukke dal var meget betagende. Det er ikke så underligt at den inkaerne kaldte den for den hellige dal pga. dens livsgivende betingelser. Floden bugtede sig langs dalen, og i den anden del så det ud til at dalen delte sig i to og fortsatte op i højden mellem bjerge og med mere beboelse i den retning.

Vi blev måske en lille time deroppe og nød udsigten og stemningen fra de andre vandrende der også havde begivet sig herop – inkl de firbenede venner.

… og jeg modstod fristelsen til at skubbe Nano ned!

Derefter kom turen ned, som heldigvis var mere behagelig en turen op. Og så alligevel. Efter et par timer med stejl nedgang, kan man også blive træt i ben og knæ af at “holde igen”, men hjertet havde det klart nemmere den vej.

Denne gang blev vi ikke stoppet af en ko på vejen, men til gengæld 4-5 heste. Heldigvis var det nemt at komme udenom.

Vi tog en anden rute ned end op. Det gjorde måske også at vi kom lidt mere stejlt ned.

Til gengæld fik vi set nogle andre omgivelser bl.a. en større samling mennesker der var i gang med at bygge et hus sammen. De tilbød os en drink lavet på sød majs, og jeg tog imod for at smage. Vi ærgrede os lidt bagefter, at vi ikke havde brugt lidt mere tid på at høre hvad de byggede og måske tilbød at hjælpe, bare for at få en anden slags lokal oplevelse. Men på den anden side var vi jo også godt trætte og begyndende sultne og havde stadig nogle kilometer hjem foran os. Det er nemt at ville ting i teorien, men i praksis gider krop og hjerne ikke altid.

Vi kom også forbi en oinkelig grissebasse. Den var meget nysgerrig efter os og hev i snoren mens den oinkede højlydt, men da jeg kom hen til den og ikke havde noget mad at byde på gik den forvirret rundt og oinkede videre.

Vi kom over floden et andet sted end på vej ud, ved en anden lille by. Byen i sig selv var der ikke ret meget ved – måske bare nogle huse. Til gengæld blev al trafikken fra Ollantaytambo og omkring ført ned ad den vej til Cusco, da der var vejarbejde på hovedvejen. Så en del ad vejen gik vi langs en vej uden gangsti og hoppede til side for en kø af biler, der kom i bølger.

Alt i alt var det en superdejlig tur – en af højdepunterne indtil videre, også selvom det teknisk set ikke var et højdepunkt.

Og når enden er god, så er en pisco sour eller to det også, mens hundierne passer på byen.

Location

Calle Pachacutec, Ollantaytambo, Province of Urubamba, Cusco, 08675, Peru