Chachani vulkanbestigning – udbrud, højdesyge og svære beslutninger
Indlægget er farvekodet: Lenka: grøn, Nano: blå.
Planen
Lenka: Vi bestilte en tur op til Chachani 1-2 dage før den planlagte dato. Indtil da, var jeg stadig ikke besluttet på om jeg alligevel ville med op
Nano: Dette var en af de ting jeg havde set mest frem til derhjemme fra. Det var klart mig der insisterede på denne tur. Jeg har længe været fascineret af bjerge og altid villet så højt op som realistisk muligt, og forsøgt at bestige toppe. Jeg undersøgte hvad det højeste bjerg på vores rute vi havde mulighed for at bestige inden for vores formåen og valget landede på Chachani. 6070m!
Lenka: Ja, og jeg ville gerne med, men jeg havde haft ondt i ryggen i noget tid og ikke sovet godt i den tid vi havde været i Peru, så på det seneste virkede et par dages cafébesøg og stille og rolige dage i Arequipa mere tillokkende end at bestige et 6 km højt bjerg – godt nok er det kun den sidste km vi rent faktisk skulle gå, men efter at have prøvet kræfter med højder på knap 4 km og højdesyge og en ide om hvordan det føles at være i den mere tynde luft, og forestille mig den bumlede tur op til basecamp i timerne før, var jeg begnydt at trække i land. Så nogle dage forinden havde jeg besluttet, mig for at droppe Chachani, fordi det ikke specielt var min drøm og jeg trængte til restitution og egen tid.
Et par dage før var jeg dog begyndt at få det bedre med ryggen, og da snakken faldt på et tage en 2-dages ekspedition frem for at tage det hele i et hug, synes jeg faktisk at det lød mere tillokkende.
1-dags-turen krævede at man tog afsted midnat, kørte et par timer til P-pladsen, gik til basecamp midt om natten, og derefter fra basecamp 6 timer mere op til toppen (og ned igen selvfølgelig).
2-dages-turens plan starter klokken 7:30, hvor vi kører 2-3 timer til P-pladsen, derefter camper her og overnatter i basecamp, 5,2 km højde. Spiser varm mad sammen klokken 16, sovetid klokken 18, og så op ved 1-2-tiden, hvor vi starter vores 6 timers lange opstigning i 6 timer med jævnlige pauser efter hver 40 min.
Vi bookede med Quechua Explorers. Her fandt vi i øvrigt ud af at det var inkluderet i lejen at man kunne låne varm fleece, dunjakke, vindjakke, handsker mm. Det kunne have været rart at vide i forvejen også inden jeg nåede at købe tykke handsker primært til denne oplevelse.
Oplevelsen
Vi ankom tilbage til Arequipa dagen før vi skulle afsted. Her havde vi booket en airbnb med hele to soveværelset og tre senge. Det viste sig at være en fantastisk idé! At sove i hvert vores rum, gav os begge muligheden for at få en ekstra restituerende søvn. Plads til at brede sig i sengen og ingen vækning af hinanden ved bevægelser, toiletbesøg eller snorken.
Lenka: For mig var det første ægte restituerende nats søvn. Ryggen er næsten fin nu og sengene virkelig behagelig at sove i.
Nano: Og jeg sov også fantastisk. Vi var klar!
Vi afprøvede vores tøj og de udleverede vandrestøvler aftenen før.



Så om morgenen var vi top-klar! ¡Estábamos listos!
Vi gik den korte tur på omkring 10 min til Quechua Explorers. Her fik vi vandrestave og Nano en pandelampe. Lenka fik skiftet sin ultratynde vindjakke ud med en tykkere en. Aftenen før havde vi været forbi for at få udleveret vandrestøvler og Lenka fik også en halsedisse.
Der var 6 andre foruden os, der ligeledes var mødt op til ekspeditionen. Et par fra Schweiz, som var klar med alt udstyret – de var vant til at hike og trekke. Et vennepar fra Frankrig, hvor kvinden er på et års rejse gennem Sydamerika og vennen tager en ferie på besøg. En fra Israel (fysiker) og en fra tyskland.
Derudover to guider, som begge kunne også snakke engelsk.
Da alt og alle var klar, blev vi fordelt på 2 4-hjulstrækkere.
Turen til Chachani basecamp
Turen frem til parkeringspladsen i omkring 5 km højde tog omtrent 2,5 timer som lovet og gik ganske gnidningsfrit. Der var delvist gode asfalterede veje og delvist veje i gang med at blive asfalteret. Der var derfor en del vejarbejde og store lastvogne der kørte læs op og ned. Til sidst drejede vi af og kørte af mere bumlede stier det sidste stykke – måske 20 min.


På parkeringspladsen holdt vi et lille hvil, spiste egen medbragte snack og mad. Og så var det ellers i gang på en stille og rolig gåtur. 3 km, som tog os omkring 1,5 time med et par hvil i mellem. Man kan allerede her godt mærke at vi er højere op end vant. Selvom vi på de 3 km kun kom omkring 200 meter op og også gik langsomt, kunne man let blive forpustet. Vi havde dog også ekstra at slæbe på, da vi hver især have 2 liter vand med til at lave mad den første aften.



Vi så spændende planteliv, som vi ikke havde set før. Det lignede mos, der groede på sten, men i virkeligheden var det planten selv, der var stenformet. Det kunne man se på den døde del af planten.

Nano: Omkring ved andet hvil begyndte jeg at lægge mærke til at svag hovedpine i baghovedet, og efter ankomsten til basecamp udviklede den sig til at bekymrende niveau. Bekymrende fordi højdesyge ikke er en joke. Det rammer folk meget forskelligt, hverken alder, køn eller fysisk form lader til at være korreleret med det. Man ved ikke hvor modtagelig man er for det før man er i højderne. Det eneste der rigtigt virker, ud over heldig genetik, er at tilbringe tid i højderne og gradvis vænne kroppen til det. Her var vores tidsplan imod os. Solformørkelsen i Spanien satte en hård startdato på vores tur. De centrale Andes er bedst i Maj-September, som er tørtid, mens længere sydpå er det bedre i oktober-februar som er forår og sommer. Derfor går vores rute sydover. Men vi har af denne grund også tilbragt meget tid i lav højde langs kysten, mens de fleste andre i gruppen rejste nordpå og havde tilbragt lang tid i højderne. Vi kunne kun håbe på at vores tid i Puquio og Chivay ville være nok.
Basecamp

Vi nåede Basecamp, og her var der plads til at sidde og spise overdækket, og vi fik slået 2-personers telte op til alle, og et peruansk flag set i jorden. Her skulle vi blive frem til i nat.
Klokken var ca. 14, og da telte var slået op og alt var klar, lavede guidene te til os og vi fik serveret hårdkogte æg. Her sad vi og slappede og hyggede.
Nano: Jeg fortalte guiderne om min hovedpine. Mild hovedpine i sig selv er ikke et stort problem og ret normalt i højderne men det bekymrede mig hvor hurtigt den var startet. Vi blev enige om at slå den ned med noget paracetamol og se tiden an. Jeg stressede dog en del over det da der var en reel risiko for ikke at være i stand til at deltage i bestigningen i morgen, og stress og nocebo effekt gjorde muligvis problemet værre. Jeg havde heller ikke meget appetit ved aftensmaden hvilket også var et dårligt tegn.
Lenka: Guiderne lavede aftensmad ved 16-tiden. Der blevet serveret på dejlig varm hønsekødssuppe med pasta og kartofler, samt et ekstra måltid af pomfrit-formede kartofler med fisk fra dåse. Jeg mærkede ikke noget selv til højdesyge, og spiste begge serverede portioner.
Herefter havde vi lidt tid til at slappe af, tage billeder, hyggesnakke eller hvad man nu havde behov for, inden det var sengetid ved 18-tiden. Det var også heromkring det blev mørkt, og vi følte os også lidt trætte.



Det begyndte hurtigt at blive koldt da mørket faldt på. Teltopredningen var heldigvis behagelig med dobbelt underlag og en god sovepose. Alligevel sov vi i vores merinould undertøj for at holde varmen.
Lenka: Jeg fik faktisk lidt begyndende hovedpine lige da vi skulle sove. Ikke slemt, men for en sikkerheds skyld tog jeg en smertestillende, for at få bedre søvn.
Nano: Jeg havde det tilgengæld bedre. Der var nok stadig effekt af den der paracetamol. Så jeg valgte ikke at tage noget ibuprofen.
Lenka: Det var svært at sove oppe i disse højder. Jeg tror jeg fik et par timers søvn alt i alt, måske endda lidt mere. Det var med konstant vekslen mellem søvn og vågen tilstand, ug od ind af bevidsthed uden helt at være klar over hvornår man egentlig havde sovet og hvornår man bare lå og vendte sig.
Nano: Jeg sov helt sikkert mindre end Lenka. Jeg lå mest og tænkte eller mediterede, og kunne høre hendes korte faser af søvn og vågenhed. Men jeg følte mig bedre og min optimisme voksede.
En enkelt gang var vi oppe for at tisse. Det var svært at tage sig sammen til at komme ud i kulden fra den varme sovepose, men det var faktisk ikke så koldt alligevel på daværende tidspunkt lidt ved 22-tiden. Til gengæld var der den smukkeste stjernehimmel, inkl udsigten til et snedækket bjergtop og mælkevejen hen over himlen. Nano tog et vildt billede med sin telefon.

Opstigningen
Snart var klokken lidt i 1, og det var tid til at stå op. Selvom det var midt om natten, så var det jo det vi var der for. Så vi kom i tøjet – alle lagene, for nu var det omkring -10 grader udenfor. To-tre lag sokker, to lag bukser og 5-6 lag på overkroppen (t-shirt, langærmet uld, en ekstra langærmet trøje (Nano), fleece-trøje, tynd dunjakke, vindjakke. Min (Lenkas) vindjakke var en lånt fra rejseselskabet, så den var ekstra tyk og jeg behøvede ikke den ekstra langærmede trøje.

Der var spænding i luften ved morgenmaden, som var boller med ost og en smørbar chokolade som en af tur-deltagerne havde med. Dertil coca mate.

Klokken 2 var det tid til at gå. Vi skulle kun have vand (1,5 l) og snack med i ryksæggen, alt andet kunne vi efterlade i campen.
Nano: Jeg havde det heldigvis meget bedre. Let’s do this!
Det var mørkt og halvmånen stod klart over os og lyste, sammen med de utallige stjerner, landskabet nok op til at vi kunne ane strukturen af vejen foran os. Orion var ved at stå op i horisonten – den så lidt på hovedet ud i forhold til det vi er vant til at se, men de tre karakteristiske bæltestjerner var ikke til at tage fejl af. Vi havde dog alle obligatoriske pandelamper på, som troligt oplyste vejen foran os.

Vi kom meget snart til en opstigning, hvor vi skulle zigzagge op med meget små skridt. For hurtige og store skridt ville hurtig få pulsen til at stige og vi kunne risikere at få det dårligt. Selv med små skridt kunne man mærke at kroppen krævede mere ilt end man var vant til.
Stilheden sænke sig over os, der var ikke meget snak. Vi gik på række, en efter en, og oftest så man kun personen foran og deres skridt, medmindre man bevidst drejede hovedet og kiggede op på stjernehimlen for at huske at nyde øjeblikket og de uvante omgivelser. Den klare stjernehimmel og den stille fremgang på række, ledte mine (Lenka) tanker på en fortidig ekspedition, med stjernerne som guide. Men hele setup’et med stilhed, mørke og rytmiske langsomme skridt var søvndyssende i et uudhvilet sind.
Efter en time havde vi vores første stop. Her drak vi vand og hvilede et kort øjeblik, men ikke mere end maks. 5 minutters tid. Det var vigtigt at holde hænder og fødder i gang, sagde guiderne, ellers ville vi blive for kolde.
Nano: Jeg nød selvfølgelig også de imponerende omgivelser. Men mine tanker handlede også meget om min bekymrende fysiske tilstand. Der var ikke meget hovedpine tilgengæld havde jeg fået kvalme. Jeg delte det selvfølgelig med guiderne. Det ville være Darwin-award niveau dumt at holde det for sig selv. Det lod dog ikke til at bekymre dem. “If you need to puke, puke”. Godt så. De har mere erfaring end mig, det var beroligende at de ikke anså dette symptom for alvorligt.
Derefter tog vi et stop ca. hver 40. minut.

Den svære beslutning (Nano)
Vi fortsatte opad med langsomme skridt. Min kvalme blev værre, men der kom intet opkast. Når jeg engang i mellem snublede eller vaklede var det svært at vurdere om min reaktionsevne og balancesans var slemt nedsat eller om jeg “bare” var træt, på en løs skråning, med dårligt lys. Ved et af hvilene måtte jeg på toilettet – dvs. en sten – min diarre var vendt tilbage, og dette kunne måske også forklare min utilpashed.
Tilgengæld begyndte himlen endelig at rødme i øst. Jeg slukkede min pandelampe og fortsatte de langsomme skridt opad. Det var smukt som lyset langsomt bredte sig over bjergene og man kunne se hvor man gik. “I think I might actually make it” sagde jeg til guiden.
Men optimismen var kortvarig. Min kvalme vendte stærkt tilbage. Jeg begyndte at føle mig svimmel, og jeg blev overhalet af den franske pige, som dannede bagtrop med den ene guide, og som måske nok var i dårligere form end mig, men ikke højdesyg. Jeg fortsatte lidt, haltende bagefter, men mit tempo gik helt i bund. Jeg delte min svimmelhed med guiderne, og denne gang mente de nok at det var bekymrende.
Vi talte om mulighederne. Der var kun ca. 300 højdemeter til toppen, men i min tilstand føltes bare fem som en udfordring. Jeg kunne måske nok have klaret det, men det ville have været en dum risiko. Selvom det er lettere at gå nedad en opad er toppen stadig kun halvvejs. Og som en berømt bjergbestiger sagde: “The mountain will always be there. Will you?”. Selvom jeg selvfølgelig vil indvende at, uanset hvad jeg gør, vil hverken bjerget eller jeg være her altid, er der visdom i de ord. Det rigtige at gøre var at vende om.

Udbrud
Nano: Den ene guide fulgte mig nedad et stykke, jeg havde det dårligt, men at gå nedad var meget lettere. Et stykke nede forlod guiden mig. Jeg fik valget mellem at side og vente på resten af gruppen her, eller fortsætte ned til base camp på egen hånd. Herfra var vejen klar. En stor, lang skråning af vulkansk aske, nem at gå ned ad, ikke for mange muligheder for at fare vild eller komme til skade. Han gav mig sin walkie-talkie så jeg kunne holde mig i kontakt med resten af gruppen og gav mig besked på at bruge radioen og sætte mig ned og vente hvis noget gik galt.

Nano: På vej ned kaldte de mig et par gange og forsikrede sig at alt var i orden. Det var det. Jeg havde det dårligt, bevares, men ved at stoppe opstigningen var det også stoppet med at blive værre. Og det var nu også spændende at være helt alene på en kæmpe, gold vulkansk bjergside i Andesbjergene. Det var her jeg spottede den kæmpe røjsky over en af de andre vulkaner i horisonten. Mit første vulkanudbrud, og jeg har ellers været i Island mange gange.



Lenka: Samtidig et lidt højere oppe på bjergskråningen beundrede jeg det samme udbrud med resten af gruppen. Billederne blev taget ca. samtidig, men forbindelsen mellem den fælles beundring var brudt af afstanden i mellem os.

Chachani Summit (Lenka)
Jeg fortsatte mod toppen uden Nano. Det var en ambivalent følelse, for selvfølgelig glædede jeg mig til at gennemføre, men det var jo ikke helt det samme, når ham der egentlig fik mig med herop, ikke længere var med på rejsen.
Der var ca. 2-300 meter til toppen endnu – knap 2 timers gang, sagde guiden. Solen var godt oppe og skinnede skarpt i øjnene, men det var endnu ikke blevet varmt nok til at smide nogen af lagene.

Den sidste del af ruten fortsatte i samme stil ad zig-zag sti, indtil kort før toppen. Her var der lidt stejlere omgivelser og krævede lidt mere omhu. Men ellers var det ikke superudfordrende, udover manglen på ilt og større og større heven efter vejret for hvert skridt.
Selvom Chachani udefra ser ud til at være fyldt med is på toppen, var der dog ikke meget af det her på vores side. Vi har primært set vulkanen fra dens sydvendte side, og der er mere sne. Men vores rute gik gennem den nordvendte side og der var kun enkelte snelag omkring, men ikke på selve stierne. Det var heldigt, for ellers ville det nok også have været en tand hårdere opstigning med mere udstyr.

Efter det stykke kom vi endelig til et fladere område. Det var kanten af krateren. Krateren var fyldt med oprejste isblokke i rækker – sådan en isformation havde jeg aldrig set før. Det skulle vi lige igennem, og på den anden side ventede den endelige belønning: toppen af Chachani!



Belønningen af denne opstigning var 360 graders udsigt fra 6075 meters højde. Endnu engang sendte jeg et par tanker ned til Nano, for det havde været hans idé og hans projekt at komme herop.







Jeg synes at udsigten var flot, bevares. Men … det er jo et eller andet sted bare “højt oppe”. Om det er 3000 meter eller 6000 … alting ser bare langt væk ud og småt.
Men på den anden side, så kan jeg også godt lide at få et andet perspektiv på tingene. Så lige nu gnasker jeg lidt mentalt på, hvilket perspektiv det giver mig at se det hele lidt mere ovenfra. Set heroppefra virker verden lille. Set i universets perspektiv er selve bjerget lillebitte. Jeg er en myre, der har kravlet op på en sandbunke. Men myren er trods alt kravlet derop.
Alligevel føltes oplevelsen en smule spildt på mig. Det er den forkerte der nåede herop, tænkte jeg. Men belønningen var måske ige så meget tanken om at have klaret den fysiske og mentale udfordring, også selvom det var et af de “lettere” høje bjerge. At have været i basecamp og sovet i 5200 meters højde. Og at have prøvet hvordan det føles at gå op med kun halvdelen af ens vante ilt til rådighed har også været en speciel oplevelse. Og den del har jeg heldigvis kunnet dele med Nano.
Jeg tror umiddelbart ikke at jeg ville have lyst til at gentage hele successen. Men det sagde jeg jo også om mammut march efter første gang.
Vejen ned til basecamp
Efter ca. 20 minutter på toppen, var det tid til at gå ned. Det skulle kun tage et par timer. Til sammenligning havde turen op taget ca. 5 1/2 time (og var 4,5 km lang). Det første stykke ned var det samme: gennem krater og zig zag gennem det første stejle område. Men da det først var overstået, og vi blot skulle ned, behøvede vi ikke længere at følge zig zag ruten, men kunne gå/hoppe ned langs den sandede bjergskråning. Det føltes lidt som at stå på ski, bortset fra at jeg ikke kan finde ud af stå på ski.



Vi havde en enkelt pause eller to på vejen, og drak jeg det sidste vand og kunne efterhånden tage det meste af mit overtøj af med kun en langærmet merino og en kortærmet t-shirt. Solen skinnede og varmede mig op igen.
Alt i alt blev min tur på ca. 7,5 km: 4,5 km op og 3 km ned. Nedenfor ses også begge vores ruter:


Vejen tilbage
Tilbage i campen fandt jeg en flad Nano, der stadig lå i teltet. Han havde endnu ikke haft overskuddet til at tage sine støvler af, og selvom han havde fået det bedre, havde han det ikke helt godt endnu.
Jeg hvilede lidt, fjernede bunker af sand fra mine sko og sokker. Spiste en sandwich, der stadig var tilbage. Derefter begyndte jeg så småt at pakke lidt sammen. Det tog noget tid før Nano kunne overskue at komme op og hjælpe lidt. Vi fik pakket soveposerne sammen og lagt madrasserne ind i det faste basecamp område. Guiden hjalp os med at slå teltet sammen.
Da Nano stadig ikke var helt frisk, foreslog han at vi gik i forvejen til bilerne, inden de andre, da vi nok gik i langsommere tempo. Det nikkede guiderne ja til, og så begav vi os de sidste 3 km fra basecamp.
I starten gik vi langsomt, men da Nano lod til at have fået det bedre, fik vi mere fart på. Vi kunne efterhånden se de andre hale ind på os også, og det motiverede til lidt højere tempo. Vi endte med at være ved bilerne ca. samtidig, kun kort tid før de andre. Det havde taget en times tid, så kun halvdelen af hvad det havde taget med de ekstra liter vand med i rygsækken.

Da vi ankom til bilerne mærkede Nano et tilbagefald. Det var muligvis blot adrenalinen der havde givet ham et ekstra skud energi til at komme hjem.
Vi var begge smadrede i bilen, og de 2,5 timers køretur føltes uendelig. Hvor ville jeg bare gerne hjem. Hjem og i bad og i seng. Også selvom det kun var midt på dagen.
Nano: Det var en lettelse at komme ned i 4000m højde, her var et iltniveau min krop bedre kunne arbejde med. -Og dog, selvom vi fortsatte ned begyndte kvalmen at vende tilbage under den bumlende tur. Selv tilbage i Arequipa (2300m) fortsatte den en tid. Rejsediaré, søvnmangel, transportsyge, højdesyge, min krop kunne tilsyneladende håndtere en eller to ad gangen, men ikke tre.
Hjemme
Derhjemme kollapsede vi hver især – klokken var 14-15 stykker. Nano lagde sig på ryggen i sengen på det ene værelse med al tøjet på, og jeg kunne høre han snuede i ny og næ. Jeg læste lidt op på symptomer på højdesyge, men da han har været frisk og klar på turen hjem, var jeg ikke bekymret. Han havde til gengæld ikke fået så meget at spise eller drikke.
Jeg startede med at sætte mig under den varme bruser og lod Chachanis tørre bjergside skylle af mig. Derefter guffede jeg en af de uspiste sandwich og drak en instant nudelsuppe og lagde mig ellers også i seng under dynen. Jeg følte ikke at jeg kunne sove. Og da Nano kom forbi for at hente først en oplader og derefter en ledning, sagde jeg da også til ham at han ikke behøvede at være stille – jeg var jo vågen med ondt i benene. Og det næste jeg husker er at klokken var lidt over 18 og det var mørkt.
Nano: To gange kom jeg ind og fandt hende småsnorkende i sengen, for at hente den der ledning og oplader til min computer. Jeg prøvede at være stille, men begge gange vågnede hun, påstod hun ikke sov, og snorkede videre. Jeg selv havde ligget og hvilet mig lidt mens hun var i bad (okay – jeg havde nok også sovet lidt (hrmpf)), men nu ville jeg vente med at sove rigtigt til klokken i det mindste lugtede af aften.
Dagen efter
Lenka: Jeg havde sovet dagen væk, men det forhindrede mig ikke i også at sove aftenen væk. Her dagen efter er vi nogenlunde restituerede begge to. Nano måske lidt bedre end mig, da anstrengelserne havde kostet lidt mere energi af mig, og heldigvis er Nanos højdesyge og eftervirkninger helt væk igen.
Nano: Jeg sov ni en halv time. Ifølge mit ur en meget god og restituerende søvn. Jeg husker kun jeg vågnede en enkelt gang, tænkte at nu kunne jeg nok heller ikke sove mere, og faldt i søvn igen. Dagen efter følte jeg mig helt frisk og endelig sulten igen.
Lenka og Nano: Nu er dagen gået med at skrive dette indlæg, uploade videoer og bare eksistere uden skal’er i vores lejlighed i Arequipa. Hvad har vi lært af det hele? At Lenka er fjollet siger Nano, mens han danser ballet i stuen.

Videoserie
Se alle videoerne som vi løbende optog her. De sidste 7 kommer i morgen, da der åbenbart er en max grænse for antal video-uploads på youtube (og vi har været lettere entusiastiske med at få dokumenteret det hele).
Puh ha. Dejlig at I er kommet godt ned. Højdesyge er ikke til at spøge med. Fortsat god tur.
I et bare seje
I er fantastiske sammen
Tak for endnu en spændende beretning 🙂 Øv, Nano, at du ikke kom op, men højdesyge skal man ikke spøge med. Det har jeg også prøvet nogle gange – faktisk mest i så lav en højde som 4800 m, da jeg besteg Mont Blanc – men også ved bestigning af Kilimanjaro (5890). Til gengæld kun i meget lille grad ved min højeste bestigning nogensinde af Huyani Potosi (6088m) lige uden for La Paz. Her havde Annette og jeg også være i højden i 4-5 uger (fra Arequipa til Puno, Cuzco, Salar de Uyuni mm), så vi var godt højdetilpasset. Jeg har i øvrigt flere gange haft god effekt af midlet Diamox mod højdesyge. Et middel udviklet mod grøn stær, som virker ved at sænke trykket i øjnene, og det virker også mod højdesyge. Helt slippe for kvalme og hovedpine gør man dog ikke, men i mindre omfang. Det kan anbefales, hvis I vil prøve en bestigning senere, når I er mere højdetilpasset. Huyani Potosi, som Annette og jeg besteg, er en smule mere teknisk end den bestigning I lige har lavet, da de sidste 6-700 højdemeter er på gletcher, hvor man skal bruge crampons og isøkse, men det er også sjovt at prøve. Og ikke væsentlig mere farligt, end at gå i løse slagger på en vulkan, hvis bare man koncentrerer sig. Så den kan I jo overveje 🙂 Og ellers er en af vulkanerne i det sydlige Bolivia eller nordlige Chile også gode muligheder; f.eks. ved Laguna Verde lidt syd for Salar de Uyuni. Fortsat rigtig god rejse 😎
Og i øvrigt til lykke med at passere 6000 m grænsen, Lenka 😍
Tak! Vi må se om jeg alligevel får mod på det igen, næste gang Nano (Kasper) sniger et nyt bjerg ind.
Tak for din kommentar. Ja, vi tog begge Diamox, det virker faktisk. (I modsætning til coca, som bare er symptombehandling, selvom mange der har været i Peru sværger til det.) Det var bare ikke nok.
Men vi ser når vi kommer til La Paz og har nogle ugers højdetræning mere under bæltet. Vores forsikring dækker desværre ikke teknisk bjergbestigning, som brug af isøkser vidst kvalificerer det som. Men jeg har lidt kig på Acotango på grænsen mellem Bolivia og Chile.