Total solformørkelse i Spanien
Nu da vi endelig havde bil alligevel, kørte vi mod nordøst mod Molina de Aragón, hvor vores ven Bill fra Streetastronomy.com befandt sig. Det var valget mellem det og så byen Soria, som lå samme køretid fra Madrid, og hvor vi vidste at et rejseselskab havde udset sig en udsigtspost.
Det blev Molina de Aragón, da jeg vidste at Bill ville have styr på den gode udsigt og sandsynligvis også et solteleskop, hvis jeg kender Bill ret. Desuden ville det også være godt med selskab.
Byen skuffede ikke. Det var en flot udsigt fra toppen af bakken, da vi først kom op. Allerede på vejen gennem slotsruinerne kunne vi se langt over horisonten hvor solen ville være på vej ned. Sludestinationen var ved Torra de Aragón, altså tårnet.
Bill skuffede ligeledes heller ikke. Han havde solteleskopet med som forventet, men derudover havde han også en almindelig kiggert med (med solfilter), som vi gerne måtte låne. Fedt!
Vi ankom bedst som månen skulle til at bevæge sig ind over solen. I starten var udsigten i sig selv rigelig smukt, der var lyst og næsten skyfrit, udover nogle få små spredte fluffs. Stemningen var ladet af spænding blandt de mange der havde samlet sig. Der var flere solteleskoper linet op. Solen varmede godt, og højden gav en let kølende effekt, omend det ikke var meget i de omkring 36 graders varme.
Så startede det så småt. Der begyndte at blive mindre af solen, hvis set gennem solformørkelsesbriller. Ikke meget til at starte med, men snart blev det tydeligt. Sol skrumpede ind, mens den blev dækket af det store himmellegeme, vi til dagligt kun bemærker som en solreflekterende måne.
Selve månen var usynlig uden briller. Det var jo nymåne, dvs. solen skinnede på den direkte fra modsat side. Dark side of the moon ville have været passende stemningsmusik, da det lige var hvad vi så på.
Gennem solformørkelsesbrillerne så vi solen langsomt skrumpe ind. Det ville tage en lille times tid, før den kom helt inde over. I de første måske 40-45 min, var der ikke meget forskel at se uden brillerne. Solen stråler var fortsat rigeligt til at fortsætte dagslys, på trods af at månen næsten ubemærket langsomt gled foran
Gennem kikkerten kunne man ane solpletter på solen, mens den gradvist fik mere og mere et udseende af en dårligt tegnet halvmåne, mens månen gled foran.
Den totale solformørkelse skulle komme klokken ca. kl 20:32 og vare i 90 sekunder. Lidt i halv begyndte mørket at falde på. Omkring os var der liv og spænding, man hørte snak og grin og lethed i stemmer, mens vi ventede på den store begivenhed.
Mens tiden nærmede sig højdepunktet, og månen dækkede for mere af sollyset, begyndtedet gradvis at blive mørkere. Kun en stribe i venstre sude var til sidst tilbage af solen og det sidste minut svandt den også.
Og så skete det. Med et var strålen væk, det blev mørkt og der kom et stemningsskifte i omgivelserne. En synlig diamantring, man lige kunne nå at se med solformørkelsesbrillerne taget af og kort efter stod månen direkte foran solen med dens lysende korona omkring sig.
Det syn og den stemning var surrealistisk og kan slet ikke gengives på billede. Jeg havde heller ikke så meget fokus på at få gode billeder, da jeg gerne ville være i oplevelsen. Det var som dommedag fra en film, mens vi alle var samlet på en bakketop med udsigt til en sort konstruktion der hang truende foran solen. Der var hvinen og betagende udbrud og en stemning af ærefrygt.
Gennem kikkerten, som vi skiftedes til, kunne vi tydeligt se et stort rødt soludbrud i venstre side af solen.
Og med et brød solens stråler atter frem i sit første punkt og dannede en ny diamantring, som hurtigt bredte sig til mere. Det blev gradvist lysere, showet var forbi. Tilbage sad man med ærefrygten og forløsningen og med en følelse af at hverken ord, billeder eller videoer ægte kunne beskrive helheden af oplevelsen.
Næste år kan det opleves i den nordlige del af Afrika, og vil denne gang vare op til hele 6 minutter. Vi ses der?
En lang køretur tilbage til Madrid, der var kø på vejene og vi var sent i seng. Men det var det hele værd og mere til.
Vi sagde farvel til Isa midt om natten, da hun skulle hjem til Danmark igen, mens vi selv flyver videre mod Peru.
PS. hvis man befinder sig i nærheden af Molina de Aragón, så kan museet derinde anbefales.
Lyder som et fantastik eventyr – skønt at følge jer
Tak Mette! Det føles stadig lidt surrealistisk at vi skal være væk så længe, men jeg er spændt på hvad det hele har at byde på. Og også på hvordan vi udvikler os sammen på sådan en rejse!
Fantastisk læsning om billeje og solformørkelse. Totalt.
Åh jeg ønsker jer fortsat god rejse. Bliv ved at skriv så vi andre får en på opleveren osse❤️ i er skønno
Tak! Vi skal nok opdatere løbende. Og fikse ting på hjemmesiden. Og opleve og nyde. Det er også virkelig skønt at se frem til at have tiden! (selvom den jo også forvinder hurtigt med nye oplevelser og indtryk).