Salkantay Trail, dag 5/5: Elektriske cikader og vejen til Aguas Calientes
Den sidste dag på vores Salkantay Trail var relativ simpel: Ned på den anden side af bjerget til Hidroeléctrica (Vandkraft) og derefter 10 km langs togsporene til Aguas Calientes (Varme Kilder – aner man et vandtema?), også kalder Machu Picchu Pueblo.
Cikadernes elektroniske sang
Nedgangen gennem den jungleagtige terræn bød især på en enkelt spændende ting: En summende lyd fra enten noget elektronisk eller også et meget metallisk lydende insekt. Der var nogle ledninger/en lift ned gennem skoven (se nedenfor), men det lød samtidig utroligt meget som flere insekter, hvor den ene stoppede og andre fortsatte, i ujævn summende symfoni.

Lyt med her:
Den metalliske lyd ophørte efter at vi kom ud af junglen og startede igen da vi var ved togsporene. Jeg bad ChatGPT analysere lydene, og dens ræsonnement var klart:
Det er næsten helt sikkert cikader – chicharras på spansk. Jeg analyserede lydsporet, og lyden har tydelige frekvensbånd omkring 3,2 kHz og harmoniske overtoner, mens den pulserer omkring 218 gange i sekundet. Det passer godt med cikaders lydproduktion, hvor små membraner vibrerer hurtigt, og kroppen fungerer som resonanskammer. Derfor kan de lyde overraskende elektriske.

Da vi kom ned for foden af bjerget, kunne vi krydse floden over en bro og videre gennem flad vej indtil vi nåede Hidroeléctrica.

Hidroeléctrica til Aguas Calientes langs togspor
De 10 km på en ellers flad rute langs sporene føltes laaaaaang. Selvom ruten var flad, var den oftest fyldt med sten der ikke var behagelige at gå på, og ofte skulle man skifte side ved at gå frem og tilbage over togsporene. Vi så rigtig mange gå imod os, og mødte også et af de franske par, der kunne forklare hvorfor: hvis man skal have en collectivo hjem, så gik man samme rute tilbage til Hidroeléctrica, hvorfra man kunne tage seks timers colectivo-tur tilbage til Cusco.







Aguas Calientes
Efter den relativt korte, men alligevel uendelige vandretur, var vi endelig i Aguas Calientes! Eller Machu Picchu Pueblo, som byen også hedder. En by, der i dag primært lever af alle os, der kommer for at besøge Inka-ruinerne Machu Picchu.



Byen bestod primært af hoteller og restauranter. En særlig drink i byen hed “Machu Picchu”. Den var trafiklysfarvet med rød grenade, appelsinjuice, mynte og pisco.

Vi spiste burger på en af dem, og de sidste 23 minutter gik med at se en isterning smelte over et tværliggende sugerør på et glas. Nano spurgte hvor meget jeg ville gætte på at det ville tage for isterningen at smelte. Jeg gættede – med let rullende øjne – på omkring 20 min. Nano mente at det ville tage betydeligt under – maks 5 minutter. Som sagt, så sad vi der i ca. 23 minutter … ja, det var vist bare det jeg ville sige.



Vi havde kun booket en enkelt overnatning her. Dagen efter ankomst har vi billet til rute 2B gennem Machu Picchu kl 13 og klokken 19 skal vi med toget tilbage til Cusco.
Det viste sig dog, at det ville have været smartere at overnatte en nat ekstra: For det første var det et rigtig hyggeligt hotel med fin fælles køkken og udsigtsterrasse (og de sødeste to katte, der elskede at ligge på skødet!), for det andet var vi dødtrætte efter at have besøgt Machu Picchu og for det tredje havde vi glemt at overveje, at den smukke togtur gennem Sacred Valley ville foregå i mørke, så vi intet fik set.


Men nok om det – næste indlæg kommer til at handle om selveste Machu Picchu.
Nano lavede i øvrigt aftenen før et timelapse over udsigten mod Machu Picchu og solnedgangen over bjergene. Så hermed en lille pausevideo, man kan nyde, mens man venter på næste opdatering: