Ankommet til Chivay – med min helt
Vi er ankommet til Chivay, og her er skønt! Men først lidt forhistorie og hvordan vi næsten ikke var kommet hertil (endnu).
I går nat havde jeg den værste nat med min ryg, på trods af at jeg havde fået en behandling hos en fysioterapeut samme dag. Ikke alene gjorde det ondt når jeg vendte mig, men var blevet til en konstant smerte, som ikke engang en cocktail af ipren og panodil kunne tage. Jeg skrev derfor til behandlingsstedet igen og bad om en ny evaluering og ekstra behandling, hvis muligt tidligt om morgenen.
Vi skulle jo tjekke ud klokken 11, og havde planer om at rejse videre til Chivay på en eller anden måde, som endnu var uvis, da transportmuligheder i Peru ikke altid er så simple at man kan slå dem op på nettet. Man skal i stedet for dukke på på en station og tage den derfra. Bus eller colectivo? Det ville vi finde ud af.
Jeg kunne bare komme hos fysioterapeuten der om morgenen, og få en ny (gratis) evaluering og ny behandling. Nano tog med, for evt. at hjælpe med at oversætte til selve evalueringen, da han havde brugt mere tid på at lære spansk end jeg har. Han kunne derefter ordne andre ting, mens jeg fik behandling, såsom at hæve penge og finde morgenmad. Det var åbenbart heller ikke så simpelt som det lyder – der var langt mellem ATM’erne, og han har ikke net på telefonen her i Peru (jeg har eSim, men det understøtter hans telefon ikke).
Jeg havde i forvejen skrevet og forklaret situationen. Fysioterapeuten sagde, at når nu at smertestillende ikke længere tog smerterne, så kunne det tyde på en inflammation, og ikke bare muskelspændinger. Herefter fik jeg en ny behandling og denne gang synes jeg at hun var grundigere (det var ikke den samme behandler som sidst). I elektroterapien spurgte hun ind til om det skulle skrues højere op (ja tak), og varmebehandlingen samt den manuelle massage var meget mere fokuseret på det ømme sted.
Da hun var færdig spurgte hun om jeg havde det okay. Jo, behandlingen føltes godt, men jeg fortalte hende at det stadig gjorde ondt i det ene punkt. Hun masserede lidt ekstra, mens jeg sad op, og derefter gav hun mig tre strækøvelser af nakke og ryg, som jeg skulle lave 3 gange om dagen.
Mens hun snakkede, kunne jeg mærke at jeg blev svimmel og besvimelsesagtig. Jeg har flere gange tidligere i mit liv prøvet at besvime, så kunne mærke en snert af advarelsessignaler. Jeg begyndte at lægge mig lidt ned, mens jeg forsøgte at fortælle hende det, men manglede ord på spansk, så det blev til en “Estoy … bzzzz … ” mens jeg kørte fingeren rundt foran hovedet, og håbede på at det gav en mening.
Jeg tror muligvis at det også kunne være bivirkninger af den medicin vi er begyndt at tage, for at lindre højdesyge når vi skulle op i 3600 meters højde i Chivay – belært af sidste erfaring i Puquio i 3200 meters højde, hvor vi begge døjede med let hovedpine og kvalme. Medicinen skulle afhjælpe dette, og fremskynde akklimatiseringen, men havde nogle mulige birkninger som døsighed, snurren i ansigt, hænder eller fødder, og måske også svimmelhed? Det kan også bare være at min krop efterhånden var udmattet af det hele.
Jeg gik hjem igen, og følte mig lettere grædefærdig over situationen. Min ryg gjorde stadig ondt efter de to behandlinger, og nu konstant, og ikke bare ved bevægelse. Vi skulle tjekke ud og videre. Jeg frygtede endnu en ubehagelig tur med en colective og mast et sted på bagsædet (sidst sad vi 4, fordi et barn på omkring 10 år åbenbart ikke tæller som et sæde for sig selv? Og de to voksne var ikke ligefrem spinkle) eller køre med en vanvidschauffør. Og vi vidste ikke hvad vi ville komme til i Chivay. Jeg kunne ikke overskue mere. Jeg tror min krop sagde fra over for konstant flytten rundt, bære på bagage og først jetlag, så rejsediarre, så luftsyge i Nasca (mangler vi at skrive om), køresyge, rygproblemer, højdesyge og et kronisk søvnunderskud.
På vejen hjem besluttede jeg mig for, at det ikke skulle være sådan nu. Jeg magtede ikke en lang tur igen, jeg ville bare have ro. Jeg besluttede at sige at vi skulle blive i Arequipa en dag mere, og så tage videre måske i morgen uden hastværk. Jeg er jo netop “flygtet” fra “skal’er” derhjemme, og lige nu ville jeg ikke hele tiden skulle noget.
Da jeg fortalte min beslutning til Nano, blev jeg mødt med en “jow …”. Som kan betyde mange ting, når ord blot kommer ud som toppen af et isbjerg af meninger. Jeg kan lide at være den der bremser andres planer, og jeg tænkte at han nok gerne ville videre. Efter en snak, kom vi frem til, at det han ikke havde lyst til var ligeledes at flytte rundt, og vi kunne ikke blive på vores overnatningssted en dag mere, da det var booket. Så det ville betyde igen at vi uanset hvad skulle pakke, være i byen et sted med al vores bagage indtil vi kunne tjekke ind et andet sted.
Han var til gengæld med på, at vi måske skulle finde et godt sted i Chivay denne gang, og ikke bare det billigste nogenlunde for at spare. Vi havde også tidligere overvejet at leje bil her, og de penge vi ville have brugt på bil, kunne vi jo netop bruge på et bedre ophold.
Efter lidt for og i mod jonglering indeni, tænkte jeg okay – så lad os tage afsed, få turen til Chivay overstået og få noget sammenhængende hvile.
Vamos!
Nu begynder det at blive langt, så lad mig komme videre til det gode. For lige nu ER tingene virkelig meget bedre.
Vi gik de 2,4 km til busterminalen, og jeg trøstede mig med at det ville være sidste gang vi skulle gå længere med al bagage. Her var det relativt let at finde en bus der gik til Chivay. Bussen var med faste, behagelige siddepladser og jeg fik vinduespladsen for nemmere at kunne kigge ud og ikke blive køresyg. Det viste sig at det måske ville have været bedre omvendt. Det var lidt varmt i bussen, men jeg fik blæst luft fra det vindue foran, som vi havde åbnet. Det var lige før jeg begyndte at synes at det var koldt, men Nano havde det stadig varmt. Til sidst kom en mand og bad os om at lukke det, fordi han frøs. Nano led under varmen i den resterende tid, men jeg synes selv at det var fint. Til gengæld gjorde det fortsat ondt i min ryg, uanset stilling.
Det var en smuk tur til Chivay. Det højeste punkt vi kom igennem var 4900 m, hvor der også var en udsigtspost til kondorerne. Vi så også flere alpakaer på vejen.
Da vi ankom til Chivay, afbestilte vi det billige opholdssted, som vi havde booket i nærheden af stationen, og kiggede efter andre, der havde lidt mere “luksus” – gode senge, mulighed for en kop kaffe om morgenen, måske en udsigt. Vi fandt først et sted 1 km fra byen, som var små hele landlige hytter. Men da vi reserverede en af disse, fik vi svar om at de alle tre var fuldt bookede. Vi fandt i stedet for noget andet midt i byen, som havde detaljerede gode anbefalinger. Ikke bare at det var godt og 5 stjerner, men alle skrev begejstret og udpenslende om det gode ophold og den fantastiske værtinde, der serverede te og sørgede for morgenmad med særlige ønsker.
Den tog vi.
Der var 800 meter dertil, og her er det at min helt træder til, og insisterer på at bære min 10-12 kg tunge rygsæk, sammen med hans egen med ca. samme vægt, så jeg ikke gjorde min ryg værre. Og jeg må sande at jeg også må være bedre til at lade ham, og ikke insistere på en “ka’ selv, vil selv”, som jeg måske har for vane. Min helt bar begge rygsække til vores nye hjem for de næste 5 dage.
Airbnb’en skuffede ikke og anbefalingerne løj ikke. Det var vitterlig den flinkeste værtinde der gjorde alt for at få os til at føle os tilpas. Vi fik serveret varm coca te ved ankomsten, og hun bragte gerne et ekstra tæppe at sove med, da jeg sover bedst med egen dyne. Både seng og puder var behagelige. Vi bor på øverste etage, hvor der også er en (fælles) terrasse med udsigt.
Selve byen er også virkelig hyggelig. Vi havde begge forventet at den var lidt Puquio-agtig, men der er et helt andet vibe. Her er mere fladt i selve centrum og gaderne er mere gågader uden så mange larmende dyt-biler over det hele.
Om morgenen kunne jeg få en kaffe og hun serverede morgenmad på et aftalt tidspunkt – vist nok i familiens eget spisestue. Her går en lille grim (=nuttet!) vuffer rundt. Hun hedder Molly. Jeg har ingen billeder af Molly (endnu).
Hvis du en dag befinder dig i Chivay, så er dette sted at anbefale: Posada de Zarita 302
Da vi ankom og satte os i sengen, var det endda som om mine muskelspændinger opløste sig. Det holdt vitterlig op med at gøre ondt i et stykke tid resten af aftenen! Så noget af det har nok været rejsestress, der udløste spændinger. Om aftenen gjorde det ondt igen, men ikke nær som meget som natten før.
Da vi havde en hyggesnak med værtinden til morgenmaden og jeg fortalte om min ryg, lånte hun mig en creme, der kunne masseres ind, som netop var til inflammation, som hun selv havde fået af sin læge.
Godt at jeg har en helt, der kan massere det ind for mig ❤️ (men jeg vil jo lige skrive færdig her først)
Det er køligt på terresse om morgenen heroppe i bjergene, men solen kommer hurtigt frem.
Det lyder som et skønt sted I har fundet og kroppen har talt 🙌🏼 Vildt med grib-udsigt 🤩….og nok ikke lige der der skal besvimes 😅
Vi var der i dag … ja, det er altså lige et Heidi-sted!
Oi, god bedring og tag det med ro… Rejsefeber kan bære en afsted I et stykke tid, men før eller siden har man brug for nogle afslappede dage uden planer. Fedt I fandt et lækkert sted at være på! 🥳
Ja, vi prøver at tage den med ro … 5 dage her er fint, men det er jo i virkeligheden også kun 4 dage og 5 nætter i forbifarten. Det føles nu meget rart. Tror det bliver godt at komme til Cusco, men der er jo OGSÅ meget der skal nås! Hm, i Chile har vi ikke så mange planer endnu. Der er vi nok om en lille måned.
Dejligt du har det bedre, Lenka, og skøøønt at læse jeres beretninger! I skriver fantastisk begge to – levende og indlevende, så man nemt kan sætte sig ind i stedernes stemning og jeres mood. Det hjælper nok også lidt på indlevelsen, at jeres beretninger giver mange flashback til Annettes og min tur i Sydamerika for 24 år siden. Da vi skulle til Colga Canyon fra Chimay hyrede vi en guide som gik med os ned i bunden af kløften, hvor vi sov på sivmåtter i små lerklinede hytter, mens han lavede god mad til os. Det var en fed tur med kondorerne svævende over hovedet på os. Nyd fortsat det hele – forhåbentlig uden for mange rygsmerter 😉😍
Tak, Frits, skønt at du følger med og at det skaber genklang. Det lyder da også som en fantastisk tur I var på. Den guide ned til bunden af kløften kunne jeg da godt have undet os! Vi var ved en udkigspost i dag, hold op det var turistet! Men smukke, store kondorer meget tæt på. Skulle I så også hele vejen op ad kløften? Var det ikke en lang tur? Det går heldigvis fremad med ryggen nu, med øvelser og ro fra tung rygsæk, pyhh, håber det fortsætter sådan.
Ja vi gik både ned og op fra kløften. Ned den ene dag og overnattede nede i bunden og op igen den næste. Havde kun let oppakning med, så det var ikke så hårdt. Vi bookede faktisk turen på et tourbureau i Arequipa, så den inkluderede køretur til Chimay og en overnatning der inden turen ned i kløften og retur til Arequipa, hvor vi havde efterladt det meste af vores bagage på hostel. Tilbage i Arequipa havde vi også talt om at bestige en af vulkanerne ved byen, men det blev droppet – kan ikke lige huske hvorfor – så bjergbestigning blev udskudt til Bolivia, hvor vi var bedre højdetilpasset. Vi havde også lidt højdesyge i Chimay, men mest da vi fra Arequipa tog videre til Puno. Her lå vi brak et par dage med kvalme og hovedpine. Har I booket inkatrail fra Cusco? Ellers vil jeg anbefale at I researcher lidt på den store centrale plads i Cusco, hvor turbureauerne ligger side om side. Vi kørte med bus derud og tog toget tilbage til Cusco fra Aguas Calientes efter fire dages inkatrail, som sluttede i Machu Pichu. Fra Cusco var vi i øvrigt også på jungletur, hvor vi kørte i expeditionslastbil over bjergene ned til junglen, hvor vi var på tre dages flodtur i den øverste del af Amazonfloden. Også en mega stor oplevelse med besøg hos lokale stammefolk og spændende dyre- og planteliv. Fra junglen fløj vi i øvrigt tilbage til Cuzco i et lille enmotors fly, som hakkede og prustede gevaldigt, da det blev presset op over 5000 m højde – næsten lidt for spændende flyvetur, hvor det føltes som om, vi næsten snittede bjergtoppene….