Baños thermales + et lille sideeventyr
Varme kilder – take #1
På min 50 års fødselsdag d. 31. august, tog vi ud om morgenen for at besøge baños thermales – varme kilder.
Vi havde hørt at der kørte colectivos frem og tilbage mellem plaza og området med kilderne, men da der kun er omkring 3 km dertil, besluttede vi os for at gå.
Vi nåede til et sted, der så lækkert ud med et par åbne pools og hvad der lignede nogle små hytter med Jacuzzi – sidstnævnte var dog desværre lukket.
Men poolene var dejlige og det samme gjaldt det brusebad man kunne skylle sig i inden ude i naturen. Dejligt varmt og skønt.
Jeg tænkte dog, at det ikke nødvendigvis ville være “luksus” efter danske standarder. De tre jacuzzier var tomme, det ene omklædningsrum (som jeg tilfældigvis havde valgt) lugtede af tis, mange af konstruktionerne var funktionelle, men ikke æstetiske. Det var nok hvad man i ejendomsmælgersprog ville kalde for “et charmerende håndværkertilbud”.
Men der spillede skiftevis 80′-90’er pop/rock med Guns’N Roses, Linkin Park og Shakira og derefter spanske sange og til sidst lidt afslappende musik, i et loop der genstartede da vi var ved at være færdige. “Wake Me Up When September Ends” var både første og sidste sang vi hørte på stedet.
Og da jeg manglede koldt, endte jeg med at gå ud i floden for at skylle mig. Selvom stenene dog var lidt glatte og slimede. Men vandet var dejligt koldt – en skøn afveksling til det varme. Og et eller andet sted føltes det også mere “et med naturen” end hvis det havde været en balje eller bruser med koldt vand.
Det var fedt at vi havde stedet helt for os selv! Det eneste der manglede var måske en drink. Men vi (jeg) kunne da få en øl, så det kunne lige gå an.
Da vi kom hjem senere om eftermiddagen, gik det op for os hvorfor vi måske var de eneste. Nogle hundrede meter længere nede ad vejen (og på den anden side af en bakke), var der et stort badecenter med baños thermales – det var *det rigtige* La Calera med varme kilder.
Hvis vi havde taget en colectivo, var vi blevet kørt direkte hertil. Det undrede os også lidt hvorfor stedet så så øde ud, uden mulighed for at tage en colectivo tilbage, når nu vores airbnb værtinde havde sagt at de kørte hele tiden frem og tilbage.
Vi var nu enige om, at vi havde været ganske tilfredse med det lille sted.
Varme kilder – take #2
Alligevel tog vi dagen efter en colectivo for at udforske det større område med varme kilder. Det var ikke så nemt at finde en fra pladsen, som vi havde troet … men når man først vidste at det var på en *sidevej* fra pladsen, så var det jo ligetil. Det lykkedes efter at vi havde spurgt et par gange. Det koster 2 soles (~4 kr) hver vej.
Det nye La Calera var klart et større sted. Vi talte fe bassiner i alt, men de var alle sammen med pool-agtige og ikke helt så meget i naturen som det andet. Jeg har ikke billeder fra poolområderne, da der var gæster i dem alle. Men her er udsigten over klipperne inkl en badegæst der gerne måtte fotograferes. Man kan måske ane en hængebro og inkaterrasserne i baggrunden.
Jeg spurgte om muligheden for at skylle mig med koldt vand, men det var der ikke. Der er jo ellers ikke noget bedre end en kold skyller mellem varme bade. Jeg forsøgte at forklare at “caliente, fresco, caliente, fresco es muy bien!” og fik foreslået at jeg kunne købe en flaske vand og hælde over mig (med et smil). Det gjorde jeg nu ikke, ville jo hellere drikke vores kolde drikkevand, MEN, der var jo håndvaske med koldt vand i, så det kunne vel også bruges.
I det nye sted var der også et udsøgt drinkskort! Uhhh … jeg kunne godt drikke en frappe med kaktus måske, eller skulle man prøve en ny drink?
Det viste sig dog at der var masser af drinks at vælge i mellem, men som vi ikke kunne få. For der var ingen betjening. Jeg var oppe og spørge (samtidig med at jeg spurgte om det kolde vand), og de var lidt undrende over at der ikke var nogen. De ville lige ringe efter en, så jeg gik ned og ventede på at der kom mulighed for drinks.
Den kom dog aldrig. “Chris” kunne nok ikke komme på arbejde. Han svarede ikke telefonen, sagde de. Det andet sted havde de i det mindste haft øl!
Selvom dette sted var større, var vi nu fortsat begge enige om at det var rigtig fint at være det lille sted dage før.
En detour i omgivelserne
Og SÅ tog vi på eventyr. Man kunne komme over Colca Canyon ad en hængebro (kløften er ikke så dyb her), og her kom vi til nogle inka terrasser. En sti førte op og vi fulgte med. Øverst kom vi til en akvædukt og til et sted hvor man burde kunne tage en zipline ned, men den forladt ud. Måske skulle man starte fra den anden ende, eller også er det noget sæsonåbent.
Det så ud til at der var trampet en smal sti videre langs akvædukten, så hvorfor ikke følge den? Nysgerrigheden tog os videre.
Efter noget tid – måske 10-15 min – blev vi i tvivl om den ville føre nogen steder hen eller f.eks. over en ny bro tilbage, eller om vi enten skulle krydse floden (som ikke var dyb og havde mange sten) eller gå taberens vej tilbage.
Vi fortsatte, indtil vi nåede et sted, hvor stien ikke længere lod til at være sti-agtig. Til gengæld var der bedre mulighed for at gå ned af bjergskråningen, der mest bestod af klipper og lod til at have en zig zagget sti over stenene (ikke en fin afgrænset sti, men tydeligvis en vej der kunne gås ned).
Så kom vi ned til floden. Men vi manglede et godt sted at komme over den. Der lod til at være flest sten i vores ende af floden, men knap så mange på den anden side, så vi alligevel ville skulle få våde fødder. Så vi gik tilbage langs kanten, i håb om at finde en bedre passage.
Et sted fandt jeg på at her ville jeg krydse – og få våde fødder. Nano gik lidt videre for at forsøge at krydse over tre-fire større stenblokke der måske kunne hoppes mellem.
Efter at have vurderet flodbunden der hvor jeg ville krydse, synes jeg alligevel det lod til at der var for mange glatte sten og strømmen var stærk med små vandfald, så jeg var bange for at glide og falde. Ikke at det ville være verdens undergang, bare lidt nederen.
Jeg tog da hen for at se hvordan Nanos vej var. Der var store klipper og til sidst fandt jeg Nano, som havde opgivet de tre store klipper at komme over, da der lige var for lang afstand mellem første og anden sten. Det var for sketchy, som han sagde.
Men i mens havde jeg fundet et sted hvor jeg rent faktisk ville passere, og det gjorde vi begge. Her var der færre glatte sten, og strømmen var mindre. Og på den anden side en lille sandstrand.
På vej over Colcafloden.
Vi kom over uden det store drama og kunne tørre os med håndklæde som vi havde med til bassinerne. Og lige en stigning op, og hurra, vi var ved vejen igen!
Alt i alt var det en tre km gåtur på afveje, men langs akvædukter på en bakketop med udsigt, over klipper og gennem flod, og det var et dejligt eventyr. Og det helt uden at have brug for vores ulykkesforsikring.
Vi nåede tilbage til La Calera og kunne tage en colectivo hjem igen.
Succes!
