Lima - the experience - Sydamerika 2026

Vi har været et par dage i Lima – fra d. 14. til d. 16. august, mens vi har akklimatiseret til den nye tidszone. Vi er 7 timer bagude i forhold til Danmark her.

Vi boede på et lille hotel i Miralflores, som er et af de sikre kvarterer i Lima. Det var ca. 45 min uber-tur fra lufthavnen og en 10-15 kms gåtur fra byens centrum. Ikke noget fancy, men et fint værelse mod en gade, hvor bildytteri var forbudt. (Og ellers er der *meget* bildytteri).

Dag 1

Da vi var landet midt om natten, blev vores første dag, efter nogle timers søvn, brugt på at kigge os omkring, mest langs den store kystpark Malecón de Miraflores.

Her kom vi primært forbi et center med mærkedimserier og madting, og vi ledte efter noget at dække frokostsulten med. Efter en halv times ventetid på take out wraps/burritos, fordi vi ikke orkede at vente på restaurantmad, gik vi videre langs kysten, bl.a. forbi parque de amor, paragluidere og en kinesisk have.

Parque the amor, lovers statue. Og en tekst som vi kan læse og forstå, men ikke helt forstå: “Dette vil være min hævn, at der en dag vil falde dig i hænde en bog af en berømt poet, og at du læser disse linjer som forfatteren skrev for dig og du ved det ikke.”
… ¿que?

Paragliders som jævnligt fløj ned ad klipperne samt den kinesiske park der blev oprettet i anledning af Peru’s 200 år’s jubilæum og langtids venskab med Kina.

Vi kom også forbi rester af en gammel pyramide bygget soltørrede lersten i ca. år 500 eller deromkring. At den endnu ikke er opløst siger noget om hvor sjældent det regner her.

Nano skriver noget her. Eller måske gør han ikke?

På flere tidspunkter så vi en stor flok mennesker samle sig omkring, og vi studsede over om der var en demonstration i gang. Men det virkede ikke sådan. Et sted var udenfor et hospital med ansatte udenfor. Vi gik undrende videre, da en flink dame fortalte os at det var en by-øvelse i gang til hvordan man skulle agere i tilfælde af jordskælv. Og ganske rigtigt så jeg denne besked på min telefon. Dagen efter kom en tilsvarende advarsel om støvregn, og at vi skule sikre vores tage. Støvregn. Offentlig advarsel.

Vi fik hævet lidt soles og brugt yderligere 50 min på at vente på “hurtig” take out til aftensmad, inden vi gik tidligt trætte i seng.

Dag 2

Morgenen efter startede vi med en løbetur i byens gader. Vi var tidligt oppe, da vi stadig er lidt bagude i tid. Man ved aldrig, et nyt sted, om man vil være den lidt for morgenfriske turist-løber, som falder udenfor rammerne, men det var bestemt ikke tilfældet i Miraflores, især ved Malacón (kysten). På vej hjem væltede vi nærmest i løbere, de fleste af dem virkede som indfødte.

Morgenløbetur ned til langs vandet og op gennem byen.

En lift op – men den var ikke åbnet, den flinke dame sagde at de var ved at teste den allerførste kørsel, men vi var velkomne til at tage billeder.

Resten af dagen tog vi ud på en længere oplevelsestur for at opleve byen og et af de mest anbefalede museer i Lima: Museo Larco, der gemte på en virkeligt imponerende samling af utroligt mange ekstremt velbevarede arkæologiske fund fra Perus prægtige dage som en af de første store civilisationer. Gåtur på 9-10 km fra hotellet.

Pre-inka rituel keramik, og inka-hovedprydelser af guld

Her fik vi en lækker frokost og vores første Pisco sour. Den var enten temmelig stærk eller også er vi svagdrikkere. Måske begge dele. Vi vaklede glade videre derfra.

***Indsæt billede af Lenka også, måske, hvis guderne eller Nano vil det.***

(Nano: Dermed antyder du at jeg ikke hører til guderne? Pfr
Lenka: Nej nej, jeg mente Nano eller guderne, patato tomato)

Vi fortsatte 6 km ind til byens centrum. Meget storby. Mange peruanere. Tænk at der findes så mange mennesker i verden. Hver gang man er et nyt sted, ser man kun et udsnit af mennesker. Og der er så mange, de kravler frem fra alle hjørner af ens synsfelt. I et lille bitte udsnit af kortet i verden. Wow altså.

Gåturens mål og højdepunkt var Lima main square. Her var en helt anden stilhed – ingen biler der dyttede konstant. Mange mennesker, ja, men det er bilerne der larmer i storbyen, med dytterier på må og få. “Jeg kører her, vær obs”, “Jeg starter bilen, dyt dyt.”

Af andre små højdepunkter var der en Inca kola til Lenka og et job til Nano.

Hvorfor slår Københavns Universitet ikke stillinger op sådan?

Vi fortsatte 5-6 km mere, inden vi tog en uber hjem de sidste 6 km. Direkte på hovedet i seng, da vi skulle videre med Peru hop bussen klokken 6 næste morgen.

Og selfølgelig byens obligatoriske missekatterier: