| | |

Fra Paracas til Huacachina + det løse

Tirsdag efter bådturen i Paracas er vi på vejen igen med Peru Hop.

Peru hop

Det er en ny bus med et nyt sæt rejsende, da den anden gruppe fortsatte direkte efter en overnatning, mens vi tog en ekstra.

Det er som om vi er lidt i mellem det fællesskab, der er med Peru Hop rejsen og så at rejse på egen hånd. Vi havde ikke forestillet os at vi ville være i undertal i forhold til at tage flere stop i en by, men det virker som om strækningen mellem Lima og Arequipa er lavet udtænkt til at man er i samme gruppe hele vejen. Fx sker opdateringerne i den whatsapp-gruppe som hører til guiden og ikke generelt på siden. Så derfor går vi nogle gange glip af opdateringer, da vi har forladt den ene gruppe, men endnu ikke stødt til den anden.

Turen mellem Paracas og Huacachina kunne egentlig tage under halavanden time, men vores busrejse tog fra kl 10 med ankomst kl ca. 15.

Vi havde to stop på vejen:

Først en tur i samme nationalpark vi allerede havde besøgt på egen hånd dagen før (Se En ørkenvandring) – her stoppede bussen på to udkigsposter. Jeg må sige, at vi var ret glade for at have taget den fulde tur på egen hånd på cykel – det føltes mere autentisk, andet end at ankomme i en stor bus og stoppe et par steder. Omend, hvis man det enten er det eller ingenting, så var det superfint at det var inkluderet i busturen, at have sådan et stop.

Lidt flere mennesker på stoppet med Panoramaudsigt

Pisco Vineyard

Dernæst et stop i en Pisco Vineyard, til frokost og vin- og pisco smagning.

Her havde Nano fået det dårligt – sandsynligvis noget han/havde spist. Mere om det i andet indlæg.

Mens han fandt et sted at hvile, smagte jeg sød hvidvin og rødvin lavet på dadler (eller var det figner? Jeg bytter altid rundt på de to), samt ren pisco shot og en pisco-Bailey agtig likør. Alt sammen fortalt meget underholdende, inklusiv beskrivelser som “dette er en vin til libido”, eller “dette er en marriage wine”, og skåle-fraser, som både blev sagt på spansk og på engelsk og som jeg kun husker noget af.

Al pan pan y al vino vino, tú te fuiste y otro vino. Den første del svarer lidt til at kalde en spade for en spade (brød for brød og vin for vin), men det er et ordspil, der spiller på at vino både betyder vin og “han/hun gik”. Anden del siger dermed, at du er gået, og en anden kom. Det blev oversat med betydningen, at en kæreste er væk, men så har man da hans bedste ven i stedet.

Imens lå Nano stadig syg et sted, og jeg pimpede vin som erstatning, og hilste på et nabo-par der boede i Malmø. Han var fra England og hun fra tyskland.

Da vi ankom til Huacachina, skulle vi lige gå 1,5 km til vores hotel, der lå lige udenfor den turistede ørkenoase som Huacachina er. Ica er nabobyen (og ikke et svensk supermarked), og vores hotel, Huacachina Desert House lå mellem disse to.

Vi havde booket en sand buggying tur, som ville være ca. 45 minutter efter ankomst, men da vi blev her en nat ekstra, valgte vi at tage den dagen efter. Igen havde vi følelsen af at være midt imellem et fællesskab og ikke. Jeg tror at de fleste andre peru bus hoppere blev i selve Huacachina oasen og tog med på sandturen samme dag, da de skulle videre dagen efter.

Eller nogle skulle … andre skulle tilbage til Lima, pga. udfordringer med vejen til Arequipa, som kan læses i andet indlæg. Det hørte vi om som en sidebemærkning fra guide, selvom det også ville påvirke vores rejse.

Ankomst til hotellet

På hotellet fik Nano det for alvor skidt, med feber og … ja, plus “det løse”. Meget løse. jeg selv havde lidt mavekramper, og tynd mave, men ikke værre end det. Heldigvis havde vi antibiotika med hjemmefra, en azithromycin 500 mg, til netop sådan et tilfælde.

Om aftenen kunne jeg smutte ud i en nærmeste butik for at købe noget at spise og drikke, mens Nano frøs under et tæppe i det varme værelse. Han var tydeligvis feberramt.

Jeg fik spurgt receptionisten på hotellet, på gebrokken spansk og tegnsprog, om det var okay for mig at gå alene ud, selvom mørket var faldet på. Han sagde “Es segura, si. Obscuro, pero segura”. Der var steder med sparsom belysning, men ellers fint på hovedgaden, så endda nogle løbere. Flot halvmåne og Venus over mig.

Ingen billeder, udover et menukort fra et Polleria (Kyllingeri), da jeg ikke var sikker på om jeg skulle tage sådan noget med. I stedet for blev det til nogle Knorr koppen, da pasta og suppe nok ville være godt for maven.

Morgen i Huacachina

Morgen efter var jeg frisk nok til en løbetur, omend maven stadig drillede. Men det bemærkede jeg først da jeg nåede hjem og næsten ikke nåede på toilettet.

Jeg vil spare jer den beskrivelse og i stedet for afslutte med morgenløbeturs udsigt (eller er det indsigt, når den vender mod mig?) og en vuf-vov.

Location

Similar Posts

2 Comments

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *